Til tjeneste i de sidste timer
Ældre Sagen har lokale vågere i alle aldre
FREDERIKSHAVN: At våge hos døende er også en opgave for unge.
Det kommer til udtryk hos Ældre Sagen Frederikshavn-Læsø, hvor de to sygeplejestuderende, 22-årige Astrid Groth og 24-årlige Laura Nielsen, begge har meldt sig til det lokale korps i vågetjenesten i Frederikshavn.
- I dagligdagen på arbejde er der ikke den fornødne tid til ro og nærvær hos de døende, men her i vågetjenesten kan jeg som frivillig have fire timer og dermed ingen stress og jag, fortæller Astrid Groth.
Laura Nielsen er glad for, at hun som frivillig i vågetjenesten har mulighed for at bruge sin uddannelse.
- Og så er det fint, at vi har vågere i alle aldersklasser, siger den unge sygeplejestuderende.
Hun bakkes op af de øvrige i tjenesten, der lokalt i øjeblikket har 20 aktive i kommunen.
Ældre Sagen har hele 48 vågetjenester fordelt over hele landet, og i 2017 blev der våget i 9478 timer hos 556 døende.
Lokalt tog plejehjemsassistent Heidi Jensen og sygeplejerske Astrid Mortensen det initiativ, der er blevet starten på vågetjenester i Frederikshavn.
De to initiativtagere formidler kontakten til de 20 vågere, og Heidi Jensen og Astrid Mortensen har på skift telefonvagt hver dag fra klokken 10-17.
- Det er primært om natten, at der er behov for vores hjælp, så vi kan sende en våger ud fra klokken 23-03 og fra 03-07, fortæller Heidi.
Vågetjenesten kommer både i private hjem og på kommunens plejecentre, og alle steder handler det om at sidde stille og at være hos den døende.
- Nogle er ukontaktbare og andre er urolige, ligesom vi ind i mellem skal være parate til korte, svære samtaler fortæller initiativtagerne, der oplever, at det ofte kan være lettere for vågerne at være hos de døende, end det er for de pårørende, der har nære følelser til den døende.
For Heidi Jensen var der ingen betænkeligheder ved at starte den lokale afdeling af vågetjenesten under Ældre Sagen.
- Jeg har altid holdt af gamle og demente, og nu har jeg også fået min mand med i vågetjenesten, som den hidtil eneste af hankøn, smiler Heidi Jensen, der naturligvis efterlyser flere mænd med lyst og interesse for at yde noget medmenneskeligt overfor døende.
Både Heidi Jensen og Astrid Mortensen glæder sig over assistance og hjælp fra Ældre Sagen, som på landsplan står for kurser to gange om året for vågekoner og -mænd.
- Og så tager vi en samtale med de nye i vågetjenesten, så vi ikke går forkert af hinanden, siger Astrid Mortensen, der betegner nærvær, medmenneskelighed og lyst til at sidde ved en døende som afgørende faktorer i tjenesten.
Næste trin for den lokale vågetjeneste er at få en aftale med sygehusene, ligesom man gerne vil have et samarbejde med Hospice Vendsyssel.