Tæt på Sjælsmark
Gymnasielever samlede ind til deres kammerat Taza, der i øjeblikket er i Udrejsecentret
DRONNINGLUND: For et år siden stod 400 elever fra Dronninglund Gymnasium foran Christiansborg og demonstrerede til fordel for Taza og hans familie, der nogle uger før var blevet sendt fra asylcentret i Dronninglund til udrejsecentret Sjælsmark på Sjælland.
For Taza og hans søskende betød det, at de skulle afbryde deres skolegang på henholdsvis Dronninglund Gymnasium og Dronninglund Skole.
Siden har kontakten mellem Taza og alle hans gamle venner fra DG været intakt ligesom DG har bidraget til at Taza kunne fortsætte på Allerød Gymnasium.
- Det var derfor helt oplagt, at vores DG Dagsværk i år skulle være at hjælpe Taza og hans familie, der lever under kummerlige forhold på Sjælsmark, fortæller Mathilde Ulfkjær Østergaard 2e, Augusta Stigaard Nielsen og Esther-Palma Mortensen, der står bag initiativet godt bakket op af en arbejdsgruppe på ca. 15 elever fra DG.
- Kampen for Taza og hans familie er en sag, vi brænder for, fordi han har gået på vores skole og hans skæbne har berørt rigtig mange af os, fortsætte Mathilde.
Som optakt til DG Dagsværk var Mathilde, Augusta og Esther-Palma på besøg på Sjælsmark, hvor de fulgte Taza og hans familie og fik et indblik i deres hverdag og gennem en række interviews indblik i, hvor hårdt fysisk og ikke mindst psykisk det er, at leve på et udrejsecenter.
Alt blev optaget på video og op til Dagsværksdagen vist på en fællestime for alle eleverne.
Foreløbig er der samlet flere tusinde kroner ind til Taza og hans familie – og på DG’s kulturtur til København i slutningen af november er Taza inviteret med.