Superfan til lokalt semifinale-opgør: - Det var vanvittigt
Forfest. Udsolgte busser med kurs mod Aalborg. Og en semifinale i Final4-turneringen mod Aalborg Pirates, der bare skulle vindes.
Sådan lød programmet for Frederikshavn White Hawks fansene, der i går kørte +100 fans mod Gigantium i Aalborg, hvor braget mod Aalborg Pirates skulle ske. Og kampen havde stor betydning for fanklubben White Hawks Hvide hær:
- Den betyder alverden. Det er jo ligesom vores finale. Vi vil hellere slå Aalborg ud, end at vinde selve finalen, sagde Mathias Thomsen, der er formand for fanklubben.
En fest over al forventning
Dagen derpå er formanden tilfreds med arrangementet:
- Det gik over al forventning. Vi havde slet ikke regnet med, at så mange ville deltage på grund af den korte køretur, der er til Aalborg fra Frederikshavn. Men vi formår at sende tre fyldte busser afsted, det er flot, fortæller Mathias Thomsen dagen derpå.
Og der var vidst ingen, der var i tvivl om, at de trofaste White Hawks-fans var ankommet til Gigantium, da den hvide hær trådte ud af busserne.
- Det er det, hockey går ud på
Under kampen var den gode stemning blandt fansene på tribunen i den grad også at mærke - og ikke mindst høre.
- Der er ikke noget at sætte en finger på. Jeg synes, vi dominerede arenaen derude. Jeg kan kun sige en stor tak til dem, der deltog. Det var så dejligt at se og høre stemningen igen efter to år med corona-restriktioner. Det er det, hockey går ud på, fortæller Mathias Thomsen om stemningen fra gårsdagens kamp.
Selv stod han det meste af kampen med ryggen til. Hans opgave som formand under en hockey kamp er nemlig at være med til at skabe god stemningen blandt White Hawks-fansene med tilråb fra sin megafon. Og hans stemme kunne man heller ikke undgå at høre, hvis man stod blandt den hvide hær på tribunen.
White Hawks 1-0
Frederikshavn White Hawks formår at komme foran 1-0, og den følelse var helt speciel for fanklub-formanden:
- Det var vanvittigt. Vi har været nede med otte spillere med corona, og at vi så kommer så stærkt igen efter en uge uden træning, det var vanvittigt. Det er er nogle følelser, der skal ud. Aalborg er svære at spille i mod, så vi tænkte "yes", da vi kom foran. Det betød meget.
Og stemningen i hallen var i den grad høj, da Frederikshavn White Hawks bragte sig foran:
Herning-fans for en dag
Desværre formåede White Hawks ikke at bevare deres føring, og kampen ender 2-1 til Aalborg Pirates.
- Det var en tom følelse. Det er altid træls at tabe til Aalborg, men sådan er det. Sket er sket. Men det var en god kamp, hvor det var marginalerne, der afgjorde det, fortæller Mathias Thomsen om nederlaget i går.
Selv havde han i dag travlt med at få ryddet op efter gårsdagens forfest på Terminalen i Frederikshavn. Han sætter nemlig igen i dag kursen mod Aalborg, hvor han skal overvære Final4-finalen mellem Herning og Aalborg Pirates i aften.
- Vi er Herning-fans for en dag, afslutter fanklub-formanden med et grin.
Hvem der ender med at kunne kalde sig vinderen af Final4-turneringen bliver afgjort i aften kl. 20:00 i Gigantium i Aalborg.