Stort rykind hos jubilar
Henrik Søborg blev fejret - blandt andet med Bratten Beach Boys-optræden.
FREDERIKSHAVN: Der var kæmpe rykind på Hotel Lisboa fredag middag, hvor direktør Henrik Vintervad Søborg fra Viva Tagdækning kunne markere sit 30 års jubilæum.
Henrik Søborg blev oprindeligt udlært i Johs. Johansens Trælasthandel - og efter læretiden var der en enkelt fridag inden arbejdstøjet blev skiftet ud med Vivas.
22. juli var der præcis 30 år siden.
Han indgik i Viva Tagdækning som medejer for knap 20 år siden og overtog firmaet for otte år siden.
Jubilæet var ikke så lidt af et tilløbsstykke og det vidner ikke mindst om jubilarens kæmpemæssige netværk - både i det frederikshavnske erhvervsliv - og i sommerlivet i Bratten.
Fra sidstnævnte område troppede Bratten Beach Boys op med en vidunderlig omskrivning af Viva la Spania - som bød på både Henrik Viva i Bratten, Italien - og selvfølgelig også Spanien.