Stor lastbil på charmeoffensiv

Speciel lastbil skal få unge til at overveje at blive chauffør

13. oktober 2018 kl. 12.08

FREDERIKSHAVN: Har man nået den alder, at man har set filmen Convoy, da den havde dansk premiere i januar 1979, så har man sikkert også en ide om, hvordan det må føles at køre i en stor lastbil.

Den drøm forsøger transportbranchen for tiden at sælge til unge landet over, som står foran at skulle vælge en uddannelse.

Siden 2015 har både arbejdsgivere og arbejdstagere i branchen arbejdet sammen om at rekruttere nye chauffører, fordi man forventer, at om føje år, så vil der mangle 2500 chauffører til transport de danske veje.

Siden 2016 har man kørt rundt til skoler landet over med specialbygget Volvo lastbil.

Bilen indeholder blandt andet en køresimulator, hvor eleverne kan prøve at "køre" en stor lastbil.

Fredag var turen kommet til Frederikshavn, hvor eleverne i 10.klassecentret blev inviteret indenfor.

- Vi har virkelig gode erfaringer med at komme ud med trucken. Vi oplever, at eleverne synes, at det er en sjov og spændende måde at få kendskab til en branche på. Ved at eleverne selv får mulighed for at komme indenfor i førerhuset og prøve en tur i lastbilen tager vi dem ud af klasselokalet og giver dem en mere håndgribelig indsigt i jobbet som chauffør, siger Magnus Købke, der er projektchef i Transportens Udviklingsfond, som sammen med Godstransportens Udviklings- og Uddannelsesfond står bag roadshowet.

Ud over at prøve køresimulatoren, får de unge blandt at vide, hvad en lastbilchauffør tjener og hvad der kræves af ham eller hende.

- Når de unge sætter sig ind i lastbilen, bliver de imponerede over, hvordan der ser ud, og hvor meget plads der egentlig er, siger Heine Schultz, som kører rundt med den store Volvo lastbil.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste