Stig fik en helt særlig opgave til årets MGP
FREDERIKSHAVN: Alt er gjort klar, så MGP kan rulle over de danske skærme i aften.
Og det er ikke kun glimmer og konfetti, der er blevet fundet frem.
Bag kulisserne i Arena Nord er der blevet knoklet i dagevis. Scenen er blevet pyntet, lyden er blevet testet, og mange planer er blevet lagt.
Og så er der popcornene. For ingen MGP uden popcorn.
Derfor har Stig Blom i denne uge haft titlen som popcornchef og poppet enorme mængder majskerner til aftenens show.
Uden mad og drikke...
Stig Blom er oprindeligt fra Sæby, men bor nu i Frederikshavn. Her arbejder han som køkkenmedhjælper i Arena Nord.
Opgaven har dog været lidt anderledes de sidste to uger, som har stået i de store festers tegn – først de voksnes Melodi Grand Prix, og i aften er det børnenes tur.
– Vi er ikke vant til at have så store tv-produktioner, så det har været meget spændende at følge med i, fortæller Stig.
Sammen med sine kollegaer har Stig sørget for mad til de mange hårdtarbejdende folk bag produktionen. For uden mad og drikke dur helten som bekendt ikke.
100 kilo popcorn
Foruden arbejdet i køkkenet har Stig også haft en anden – og helt særlig – opgave.
For ingen MGP uden popcorn, og derfor har Stig poppet og poppet og poppet majskerner i lange baner, så der i aften er sprøde forsyninger til tusindvis af forventningsfulde børn.
Det har i alt krævet hele 100 kilo popcorn.
– Jeg poppede popcorn i seks timer i torsdags, fortæller han.
Så hvis du køber popcorn til MGP, kan du sende en venlig tanke til “Head of Popcorn”, Stig Blom.