Stemningen var i top til ungdomscamp
SÆBY: Sæby Basketball Club (SBBC77) har netop gennemført sin fjerde succesfulde camp for klubbens ungdomshold, og stemningen var i top fra start til slut begge dage.
Deltagerne overnattede i hallen og fik en intensiv, men sjov basketballoplevelse.
I løbet af campen blev der trænet hårdt, testet færdigheder og dystet i konkurrencer.
- Børn og unge fra forskellige hold fik mulighed for at lære hinanden bedre at kende på tværs af årgange, hvilket skabte stærke fællesskaber, fortæller bestyrelsesmedlem Steen Frederiksen.
SBBC77 sender en stor tak til Café Sol for den lækre aftensmad, som gav spillerne ny energi til aftenens aktiviteter.
Og ikke mindst en varm tak til alle de engagerede børn og unge, der deltog med godt humør og flot indsats gennem hele campen.
Spillerne glæder sig allerede til næste gang - fællesskab, udvikling og basketball går hånd i hånd, siger Steen Frederiksen.