Stafet for livet
Smukke toner for den gode sag
FREDERIKSHAVN: Den årligt tilbagevendende velgørenhedskoncert "Stafet for livet" blev et tilløbsstykke.
Abildgård Kirken var fyldt til bristepunktet, da borgmester Birgit Hansen efter organist Søren Rasmussens velkomst, overtog scenen og styrede slagets gang.
Koncerten var i høj grad præget af korsang.
Vi mødte Frederikshavn Bykor, Fladstrandkoret, Vokalgruppen Oktogon og Abildgård kirkens Voksenkor, som havde slået pjalterne sammen med Oktogon og Abildgård Kirkes Ungdomskor.
Og der var - som en veloplagt borgmester tydeliggjorde det - noget for enhver smag - både de klassiske lieder og mere moderne rytmiske sange.
I pausen serverede støttegruppen for "Stafet for livet" en forfriskning og så blev der ellers budt op til en afdeling baseret primært på rytmiske musik.
Først med Ungdomskoret og efter et skønt Knud Erik Thrane-intermezzo med egne kompositioner blev koncerten lagt i stemmebåndene på Lise Robenhagen Hjørne, der henrykkede publikum med sin smukke stemme og store klang.
Særligt sangen fra "The sound of music" vil stå fæstnet i erindringen - og publikum kunne da heller ikke holde sig i ro.
Der var stående ovationer til den unge Strandby-sanger, der i dag studerer klassisk sang ved Det jyske Musikkonservatorium i Aarhus.
Som et endeligt punktum forenedes vore stemmer i den skotske folkesang: "Må din vej gå dig i møde".