Sommerferien må vente
Nystartet bilplejefirma har nok at se til
FREDERIKSHAVN: Kai Byrdals første arbejdsdag som nybagt indehaver af Frederikshavn bilpleje og polercenter var mandag 18. juni, og der skulle ikke gå mange timer, før han med tilfredshed kunne konstatere, at han stod med et positivt problem.
- Sommerferie bliver der ikke noget af lige med samme, og jeg har også måttet aflyse en barnedåb i København, men det har de heldigvis fuld forståelse for, siger den 58-årige Kai Byrdal, som har slået sig ned Maigårdsvej i byens vestlige del.
- Frederikshavn har taget godt imod mig, og jeg er booket op flere uger frem, fortæller Kai Byrdal.
Adressen var ikke den, han havde i tankerne først.
- Jeg havde kig på et andet sted, men det er et krav, at der er en olieudskiller, og det var der ikke der, men så fik jeg det her anvist i stedet, fortæller Kai Byrdal om lokalerne på Maigårdsvej.
Og det er ikke nogen ringe placering.
Den nye virksomhed ligger nærmest i et smørhul tæt på en indfaldsvej og med mange bilforhandlere i nabolaget.
Og det er en god ting.
- Mine kunder er både bilforhandlere og private, og jeg har allerede nu private kunder, som skal have bilen behandlet, før den skal sælges.
Det voksende marked for leasingbiler betyder også et større marked for bilpleje, for bilens udseende betyder meget for det endelige regnskab, når den leasede bil skal tilbageleveres.
Det er ikke helt nyt for Kai Byrdal at være selvstændig.
- Oprindelig er jeg uddannet tømrer og jeg var selvstændig, indtil knæene sagde stop, siden har jeg været sælger i flere byggemarkeder, siger den Kai Byrdal.
Selv om han har åbnet virksomhed i Frederikshavn, så er det ikke her han bor.
Hjemmeadressen er i Serritslev nord for Brønderslev.