Søren Frederiksen får tirsdag i næste uge overrakt den tredje Guld Harald. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen
Mennesker

Søren får sin Guld Harald

SKULDERKLAP: Byens stolte fodboldsøn Søren Frederiksen bliver tredje modtager af årets Guld Harald

19. oktober 2021 kl. 08:00

Guld Harald-prisen overrækkes på tirsdag 26. oktober til byens stolte fodboldsøn - Frede - med det borgerlige navn Søren Frederiksen.

Da han var 17 år, blev han opdaget af den midtjyske superligaklub Viborg FF - og så fik bolden ellers frit spil på andre danske baner.

For selv om Søren Frederiksen aldrig kom til udlandet, fik han en stor karriere i Danmark i Viborg, Silkeborg og AaB.

Livet i Viborg blev først som spiller og siden assistenttræner og den dag i dag bor han stadig i Viborg.

Men rødderne har han ikke glemt - og de har heller ikke glemt ham.

Det er derfor helt naturligt, at han 26. oktober som den tredje i rækken får overrakt Guld Harald-prisen 2021 - på dagen hvor Harald Nielsen ville have fyldt 80 år.

Og den runde dag markeres i fødebyen Frederikshavn med kåringen af Årets Guld-Harald..

Første prismodtager var David Nielsen, cheftræner for AGF og fra Skagen samt tidligere spiller i F.f.I. og efter ham blev det sportsdirektør hos DBU, tidligere AaB og født i Frederikshavn, Peter Møller, der modtog den ærefulde pris.

- Vi har haft mange virkelig gode emner - og det lover jo også godt for årene fremover, siger direktør for Arena Nord, Per Malmberg, der har sæde i juryen.

Juryen var dog på intet tidspunkt i tvivl om, at æren i år skulle tilfalde Søren Frederiksen. For der noget med Frede, når der er en bold involveret.

Det viser et lille udpluk af Søren Frederiksens bedrifter gennem årene.

Han var således med sine 139 mål i mangfoldige år indehaver af den rekord, der gælder flest scorede mål i Superligaen.

Morten Duncan Rasmussen har siden henvist ham til en imponerende andenplads, som han stadig holder lige for an sidste års Guld-Harald-prisvinder Peter Møller med 135 scoringer.

Morten Duncan Rasmussen har 145 kasser på sit cv.

Derudover fik den frederikshavnskfødte angriber seks optrædener på Danmarks fodboldlandshold, hvor det lykkedes ham at score et enkelt mål.

Ud over det har han optrådt på U21-landsholdet seks gange og på U19-landsholdet fire gange.

Søren Frederiksen startede karrieren i FfI, men blev som nævnt som 17-årig hentet af Viborg FF i 1989.

Igennem karrieren har han spillet for FFfI, AaB, Silkeborg IF og Viborg.

I 1999 vandt han Superligaen med AaB.

Han har desuden været træner for Skive og assistenttræner i Viborg.

Ved siden af har han i en kortere periode været talentscout for den hollandske fodboldklub Heerenveen.

Det var i den periode, Søren Frederiksens søn, Emil Frederiksen, var ungdomsspiller i klubben.

Det er han ikke længere.

I dag er 21-årige Emil på kontrakt i Sønderjyske - så disse kampe følges med stor interesse af farmand.

Ellers er fodbolden lagt på hylden og udskiftet af golfbolden og padeltennis-bolden, hvis ikke lige, der er tid til en god gang badminton.

- Jeg er ind til benet sportsmand og sluger stort set alt sport fra sofaen. Men kan bestemt heller ikke undvære selv at være aktiv, siger Søren Frederiksen.

Han er utrolig stolt over, at juryen har valgt ham til at modtage årets Guld Harald.

- Jeg har kun mødt Harald Nielsen nogle få gange, men jeg har altid opfattet ham som et utrolig smilende og imødekommende menneske.

- Og netop glæden som inspirationskraft har været vigtig for mig i mit virke.

- For mig er en god fodboldspiller er en glad fodboldspiller.

- Hvis du ikke er glad og trives så kan du heller ikke præstere, siger Søren Frederiksen, der glæder sig til turen til hjembyen på tirsdag.

- Det bliver en stor dag, siger Søren Frederiksen.

Og det bluiver en dag, hvor alle, der har lyst til at glæde sig med Søren frederiksen er inviteret.

- Vi har retænkt den officielle del af prisuddelingen og vil i år lave en rigtig folkefest med musik ved Tordenskioldgarden og gratis stadionplatte til alle, der kommer, fortæller Per Malmberg, der håber at rigtig mange både børn og voksne vil tage mod tilbuddet om at komme til arrangementet, der indledes 26. oktober kl. 17 og slutter kl. 19.

Prisen er på 25.000 kroner som Spar Nord Fonden står bag og dertil kommer en miniature-udgave af Guld Harald statuen, som familien Nielsen sponsorer. Den overrækkes af Harald Nielsens enke, Rudi Nielsen.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu