Skøn maj-strøm af penge
Stor donationsaften i Krudttårnet
FREDERIKSHAVN: "Kom maj du søde milde", lyder den gamle danske forårssang - og det gjorde den også 1. maj aften i Krudttårnet i Frederikshavn, hvor Lions Club Kattegat uddelte en mild strøm af donationer til lokale modtagere.
Det er efterhånden blevet en tradition i klubben, at den samler de lokale modtagere af donationer til en stemningsfuld og hyggelig aften i Krudttårnet.
Der blev uddelt donationer til Familiehuset, Foreningen Etableringshjælp til voldsramte kvinder, Børns Voksenvenner, Ventilen, Aktive børn og Unge 9900, Hjælp til børn af indsatte Kragskovhede, Støtteforeningen Hospice og til udsmykning af det nyåbnede Psykiatriske Ambulatorium.
Foruden de lokale donationer klubben også, sammen med de øvrige Lions klubber i kommunen, støttet et lokalt afholdt kursus for lærere i kommunens folkeskoler med temaet "Holdning og handling.
- En donation vi er særlig glade for at kunne uddele, blev givet til Frederik Vesth Nielsen på 14 år. Frederik skal til sommer på en uges togt med det gode skib Marilyn Anne, som et led i Lions Adventure, fortæller klubbens pastpresident Inge-Lise Klemmensen.
Lions Adventure programmet er udviklet specielt til unge mellem 14 og 20 år.
Overskriften for alle turene er oplevelser i nye og spændende omgivelser med mulighed for at vokse og udvikle sig i samspillet med andre.
Klubben støtter ikke alene lokale projekter, også nationale og internationale projekter har modtaget penge.