Kim Larsen: Jeg fandt min hylde og det er der god grund til at være glad for
Mennesker

Kim Larsen takker af: Frederikshavns Mr. Superdæk stopper efter 40 år

31. december 2021 kl. 08:15

FREDERIKSHAVN: - Jeg fandt min hylde, og det er der god grund til at være glad for.

Sådan siger Kim Larsen, som mange af os kender som Frederikshavns mr. Superdæk.

Efter snart 40 år i branchen forlader han ved nytår dækket for at gå på efterløn.

Den endelige jobhylde

Egentlig stod der intet skrevet om dækbranchen i Kim Larsens dåbspapirer.

Det var godt nok Teknisk Skole, der var rammen om uddannelsen til teknisk assistent, men det var kommunens anlægsafdeling, der blev hans første arbejdsplads.

- Men vi røg ind i et anlægsstop, så der skete lidt for lidt. Jeg spurgte kommunens stadsingeniør Benny Harthøj om jeg ikke i stedet kunne få en formandspost på Materielgården.

- Det ville han ikke love før jeg havde stiftet bekendtskab med arbejdet.

- Så jeg startede, men allerede efter 14 dage måtte jeg sygemeldes med en sprængt blindtarm, og da jeg meldte mig rask igen kom jeg ind i BBR-afdelingen.

- Det var skrivebordsarbejde fra 8-16 og det var absolut ikke mig, fortæller Kim Larsen.

Han havde kørt taxa i fritiden og tankerne begyndte at kredse om at blive selvstændig vognmand.

- Men så fortalte min mor mig, at Svend Aage Holmberg, der drev Nordjysk Vulkanisering på Elmevej, manglende en mand.

- Og det blev så min job-hylde.

Superdæk

De første 11 år var han ansat, men så købte han virksomheden af Holmberg sammen med det, vi i dag kender som Superdæk.

- Vi var vant til at producere slidbanedæk og med alle superdæk-forretningerne som aftagere, havde vi rigeligt at lave frem til årtusindeskiftet.

- I de bedste år leverede vi fra Elmevej 10.000 slidbanedæk - så der blev knoklet på.

Samtidigt fik Kim Larsen leverancen af dæk i forbindelse med motorvejsbyggeriet. Her havde han en mand på i de fire år det varede.

- Man kan sige at jeg overtog forretningen i en opturs-tid.

- Men vi fik virkelig konjunktursvingningerne at mærke, da behovet for slibanedæk mindskedes samtidigt med at værftet lukkede.

- Værftet var vores største kunde og vi var som regel dernede et par gange om dagen for at skifte dæk.

Forlader dækket efter 40 år

Det krævede styring at dreje virksomheden ind i den ny virkelighed, men det lykkedes fint i takt med at man tog flere værkstedsopgaver ind.

- Vi er hele tiden nødt til at trimme dagligdagen efter de behov, der er. Og hvor vi i 90’erne leverede op til 30 dæk om dagen stod vi pludselig med dage, hvor der slet ikke var leverancer.

- Men det gav så mulighed for at tage andre opgaver ind, siger Kim Larsen.

I 2016 var Kim Larsen den sidste private ejer i kæden og Superdæk gav ham et tilbud, som betød at han solgte sin andel til dem, men fortsatte som daglig leder på Elmevej.

- Vi havde aftalt, at jeg skulle fortsætte som leder til og med 2018 og i 2019 overtog Søren Bødker så ledelsen.

- Så jeg har været ansat uden ledelsesansvar de seneste tre år, og det har været så godt, siger Kim Larsen, der 31. december forlader dækket efter næsten 40 år.

Valgt ind i Ældreråd

Han siger farvel til en branche, der har givet ham et rigt arbejdsliv.

- Jeg blev aldrig vognmand, men jeg fik smag for Mercedes, da jeg kørte taxa, så jeg venter på min nye GLA Hybrid. Det har jeg gjort i otte måneder, men coronasituationen har jo skabt vanskeligheder med leverancerne af komponenter til bilerne, siger Kim Larsen.

Den kommende efterlønstid skal afgjort ikke bruges på at vente på bilen.

Den kommer, når den kommer og lånebilen kommer fra samme fabrik-

Men første opgave er på plads.

Kim Larsen er nemlig valgt ind i kommunens nye Ældreråd - en ny opgave, som han glæder sig til at komme i gang med.

Nyeste