Sidse fra Jerup oplevede USA

FREDERIKSHAVN: Med støtte fra Lions Club Bannerslund fik Sidse Thim fra Jerup sig en ordentligt en på opleveren under en USA-rejse.

Et af Lions formål er at skabe og opretholde en atmosfære af forståelse mellem verdens folk.

Derfor bringer Lions unge mennesker i alderen 17 - 21 år sammen på internationale ungdomslejre for at skabe forståelse for de forskellige kulturer.

Ved Fiskefestivalen lørdag 16. juni fik hun overrakt rejselegatet - og her er en beretning om, hvad legatet har givet til hendes minde-væg.

Søndag 1. juli begav jeg mig ud på mit livs længste rejse. Det føltes overvældende og ualmindelig spændende på én gang. Jeg er 19 år gammel og synes egentlig, at jeg er voksen nok til at tage sådan en tur her selv - selvom det på sin vis er utroligt skræmmende.

Mit fly lettede fra Aalborg klokken 10.10 med KLM mod Amsterdam med forbindelse til Detroit, Michigan, for at ende op i St. Louis, Missouri.

18 timer efter jeg sagde farvel til mine noget nervøse forældre i Aalborg, sagde jeg goddag til et par glade og forventningsfulde værtsforældre i USA.

Min første familie bestod af Tim og Chrisy, der begge er i midten af 40’erne, som bor 40 minutter fra lufthaven lige syd for St. Louis i High Ridge - faktisk lidt ude på landet.

De har ingen børn, men et par hunde, en kat og nogle høns.

Her skulle jeg bo i 10 dage sammen med en tyrkisk pige, Ecem, som ankom dagen efter mig.

Chrisy har sit eget ejendomsmæglerfirma, så hun havde muligheden for at tage fri i alle 10 dage.

Tim er VVS-installatør.

Den første store kulturforskel jeg mødte, var nærmest lige som jeg trådte ind i deres hjem. Jeg begyndte at tage skoene af, og de kiggede lidt undrende på mig. For mig var det, det mest naturlige i hele verdenen, at tage mine sko af, inden jeg gik videre ind i huset. De grinede bare af mig, og forklarede at jeg først skulle tage dem af på mit værelse. Jeg har derfor haft sko på nærmest al min tid i USA.

Chrisy tog Ecem og jeg lige derhen vi ville.

Vi så den berømte gateway Arch.

Vi var på tour med en Trolley rundt i byen, hvor vi så de største attraktioner samtidig med vores chauffør forklarede og fortalte. Med Tim og Chrisy var vi ude at spise hver evig eneste dag, fordi det er så naturlig og almindelig ting at gøre i USA.

Det var ikke på fastfoodkæderne, som vi kender det, men på ordenlige restauranter. Vi havde fornøjelsen af at møde nogle af deres venner og Chrisy’s mor.

Efter 10 dage hos Tim og Chrisy skulle vi skifte værtsfamilie.

Det skete ved, at alle vi, der var i programmet, mødtes i en kæmpe forlystelses park, der hedder Six Flags.

Vi var totalt 11 i programmet - seks drenge og fem piger.

Efter dagen i Six Flags spiste vi aftensmad hos Pacifik Lions Club sammen med vores nye værtsfamilier.

Min nye værtsfamilie bor i Blue Springs lidt uden for Kansas City.

Det er i den helt anden ende af Missouri, hvilket betød en fire timers køretur for mig, min nye makker Tamara fra Belgien og to drenge, der også skulle til Kansas City og bo, José fra Spanien og Guilherme fra Brasilien.

Først havde jeg det faktisk ret svært med den nye familie.

Forholdende i deres hjem, og deres forhold til rengøring var noget anderledes end jeg er vant til.

Man bliver nødt til at finde en måde at tilpasse sig, så man får det bedste ud af det - og det gjorde jeg også.

De to vi boede ved, Jessi og Aaron, er rigtig søde. Der er ingenting der.

Jessi arbejder for et firma der hedder Alphapointe. Det er et firma, der hjælper blinde med alt fra rehabilitering i hjemmet til at finde et arbejde efter de har mistet synet.

De har faktisk en hel fabrik, hvor de laver ting til det amerikanske militær. Her er størstedelen af de ansatte blinde. Virksomheden får en hel del offentlig støtte, men faktisk er en af deres allerstørste sponsorer Lions Club.

Drengene, som var kørt med til Kansas City, var også med på Alphapointe som os, fordi deres værtsfar også arbejder der.

I løbet af tiden hos Jessi og Aaron, var både Tamara og jeg samt drengene med på en af Alphapointe’s summer camps. Campen var for blinde mellem 11 og 18 år.

Her boede vi i en uge, hvor vi hjalp til som frivillige.

Det var en helt fantastisk oplevelse, at se hvordan de her børn bare fik tingene til at fungere.

De er så livsglade og bliver sjældent slået ud. De fleste har også en anden sygdom, som eksempelvis autisme, og det udfordrer dem bare endnu mere. Jeg er så imponeret over de børn, og jeg er ovenud taknemmelig, for at få den oplevelse.

Da 10 dage var gået hos Jessi og Aaron, skulle vi alle fire tilbage til St. Louis området.

Helt præcis St. James. Vi skulle bo den næste uge på Camp Brimshire, som egentlig er St. James Lions Club’s hjertebarn.

Campen har eksisteret siden 1980, og klubben har sponsoreret dem siden da.

De har gjort den kørestolsvenlig, og det er som regel handicappede, blinde og soldater veteraner, der benytter sig af campen.

I løbet af tiden på campen spillede vi en masse spil om aftenen, fiskede om eftermiddagen, og var på roadtrips for at se så meget som muligt.

Vi besøgte blandt andet Jefferson City, som er statens hovedstad.

Her så vi State Capitol, som er ligesom statens regering, og Supreme Court, som svarer til vores højesteret.

Derudover havde vi lavet fleecetæpper til børneafdelingen på Phelps County Regional Medical Center.

Hele ugen havde vi lært om hinandens forskelligheder lige såvel som ligheder.

Det var en meget givende uge med andre unge fra 7 forskellige andre lande - mig selv fra Danmark, Ecem og Dora fra Tyrkiet, Clara og Guilherme fra Brasilien, Markus fra Finland, Richard fra Tyskalnd, Tamara fra Belgien, Edvouard fra Frankrig, José fra Spanien, Gloria fra Italien - samt lederne Toni og Marie fra USA.

Vi sluttede ugen af med mad fra hvert land, som vi spiste hos House Springs Lions Club med vores første værtsfamilier.

Her gav vi hver især en præsentation af vores land.

Efter campen havde jeg en overnatning hos Tim og Chrisy før turen gik hjemover.

Turen hjem gik fint, og føltes egentlig meget kortere end på vej ud. Hele rejsen har været fantastisk, og har virkelig udviklet mig både som person og som menneske.

Jeg er i den grad vokset med opgaven, og jeg fandt ud af at sådan en tur ikke bare er noget man gør. I hvert fald ikke for mig, og jeg tænker det er sådan for de fleste.

Det kræver noget af en selv, og man skal have viljen til at gennemføre, men det er det hele værd, fortæller Sidse.