Billede beskrivelse

Slagter flytter og udvider med genbrugsbutik

04. maj 2026 kl. 19.00

HØRBY: Slagtermester Brian Larsen har siden 2019 drevet slagterbutikken B.L.- Kød, Vildt & Røgeri på Fredborgvej 26.

Omsætningen blev øget hvert år, og produktionsbygningen ved privatboligen endte med at blive for lille.

Sidste forår købte han og hustruen, Heidi Paja Juul, derfor den tidligere bagerbutik i Hørby, hvilket har givet fire gange så meget plads.

Med en synlig facade ud til den stærkt trafikerede Hjørringvej giver det ideelle betingelser for at udvikle slagterbutikken.

Billede beskrivelse

B.L.-Kød, Vildt & Røgeri fortsætter med sit nuværende koncept, hvor han tager ud til de landmænd han samarbejder med og udvælger sig, hvilke dyr der skal til slagtning på Sæby Gårdslagteri, inden det bliver udskåret til salg af hjemmelavede kødprodukter og pålæg.

Ligeledes er forarbejdning af jægernes vildt, til fremstilling af spegepølser, grillpølser og rygning, blevet meget omfattende.

Brian Larsen stopper dog ikke her, idet de mange kvadratmeter gør det muligt at etablere en genbrugsbutik i tilknytning til slagterbutikken.

Billede beskrivelse

Genbrug - en ny chance

Da det ikke er Brians spidskompetence at handle med genbrugseffekter, har han overladt denne business til Heidi, der på deltid er blevet ansat til at drive genbrugsbutikken.

Billede beskrivelse

Oprindeligt er Heidi uddannet butiksassistent og SOSU hjælper, men er stoppet grundet helbredsmæssige årsager. Hun fik for nogle år siden en ny chance i Knudepunkt i Frederikshavn, som er en stor forretning med loppemarked, hvorfra private kan sælge deres aflagte brugsting og tøj.

Billede beskrivelse

Åbning

Fredag den 1. maj skete der noget, som enhver by kikker langt efter. I landsbyen Hørby åbnede der hele to fysiske butikker på en og samme dag.

- Fremstillingen af de forskellige kødvarer har været sat på pause i nogle dage under flytningen og med et fantastisk salg på åbningsdagen, er stort set alt blevet udsolgt, konstaterer Brian Larsen.

Billede beskrivelse

Slagteren vurderer at kunne starte stille og roligt op med et begrænset sortiment, mens hylder og frysere bliver fyldt op i løbet af den første uge.

Slagterrummet i baghuset er gjort færdig, men der arbejdes intents på at få færdiggjort nogle af de tilstødende faciliteter, som skal gøre håndteringen af de hele svin, kvæg og kronvildt lettere.

Røgeriafdelingen, hvor der bliver fyret op med bøgesavsmuld, skal ligeledes udbygges, inden den har den fulde kapacitet.

Reception

Fredag den 15. maj forventes alt at være på plads med masser af kvalitetskød på hylderne, og genbrugsbutikken vil bugne af spændene effekter.

Heidi og Brian glæder sig til den 15. maj, klokken 12 til 17, hvor de håber at se gamle som nye kunder til den officielle og festlige åbningsreception.

Billede beskrivelse

Butiksdøren er åben fra klokken 8 til 20 alle ugens dage, og der vil være høflig selvbetjening, hvor betalingen sker med MobilePay.

Genbrugsbutikken har åben for betjening onsdage klokken 10-16 og fredage klokken 10-15, samt den 1. lørdag i måneden klokken 10-13.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste