Knivholt Smedene fik en flot donation
FREDERIKSHAVN: Tirsdag var der ekstra glæde i den gamle smedje på Knivholt. Humøret er altid højt, men det hjalp ekstra, at der var besøg fra Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel, der havde en tjek med på 50.000 kroner.
To gange om ugen mødes en flok glade pensionister i smedjen, hvor de hjælpes ad med at lave forskellige produkter og reparationer i jern. Det er ikke kun arbejde, men i høj grad også hyggeligt samvær og tid til snak, og det er ikke et krav, at man er uddannet smed.
De arbejder som en frivillig forening og må ikke lave overskud. Derfor er de afhængige af donationer og sponsorater, hvis der skal nyt udstyr til.
Christian Ottesen er ham, der holder styr på smedeflokken, og det var også ham, der havde stået for at søge Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel om et beløb. Pengene skulle bruges til nye skabe, så værktøjet i smedjen kan låses inde.
- Vi havde søgt om flere penge i vores ansøgning, men vi er utrolig glade for det beløb, vi har fået. Så kan vi komme videre med et af vores projekter. Og vi søger også i mange andre fonde, og der har vi tidligere bl.a. fået tilskud til en ny boremaskine og et hævebord, fortæller Christian Ottesen.
Sparekassen Danmark Fondene består af 15 selvstændige fonde. Fondene blev oprettet i forbindelse med sammenlægningerne, og formålet er at give tilbage til de lokalområder, hvor man hører til. Der uddeles løbende mindre donationer, og større ansøgninger uddeles hvert kvartal.
- Vi vil jo rigtig gerne være med til at gøre noget godt for nærområdet, og i dag er vi her som repræsentanter for Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel. Det er dem, der sidder og sorterer i alle ansøgningerne og fordeler pengene. Og den her type forening, hvor der er mange frivillige, der mødes og bygger et socialt netværk, vil vi meget gerne støtte op om, fortæller Klaus Bradsted Nielsen, der er afdelingsdirektør i Frederikshavn.
Hvis man sidder med et godt projekt i en forening, skal man ikke holde sig tilbage. Ansøgningen kan let afleveres via Sparekassen Danmarks websted, hvor man kan se hvilken fond, man skal ansøge i, og kriterierne for at ansøge.