Se billeder og videos: Klovneløb i skøn sommervarme

Jubilæumsløbet indsamlede godt 28.500 kroner til de danske hospitalsklovne

21. juni 2021 kl. 14.50

Med den flotteste sommerdag, som ikke er set længe og varmere i Sæby, blev Klovneløb Sæby afviklet fra Torvet i Sæby for 10. gang. Et løb, hvor der blev indsamlet til Danske Hospitalsklovnes vigtige arbejde på landets børneafdelinger.

Over tohundrede klovneløbere deltog i løbet og var med til at skabe fest og farver i bybilledet. Mange, både børn og voksne, havde taget flotte klovnekostumer på og var med til at gøre dagen endnu mere festlig.

Hjerteforeningens Børneklub havde sørget for flotte hjerteballoner, som blev blæst op med helium leveret af Trylle Thomas fra Ballonnord til at pynte midtbyen festligt op, så ingen kunne være i tvivl om, at der skete noget helt særligt i Sæby.

Musikkorps Sæby sørgede for at musikken spillede, hvilket gav en ekstra god stemning på Torvet i Sæby.

Borgmester Birgit Stenbak Hansen åbnede løbet med en tale og satte efterfølgende løbet i gang med hjælp fra hospitalsklovnen Dr. K, som sørgede for at deltagerne lige blev varmet den sidst grad op i varmen, inden løbet gik i gang.

Når deltagerne havde løbet eller gået ruten, blev de modtaget ved målportalen af borgmesteren, som med stor indlevelse overrakte klovne-guld-medaljer til alle krydret med rosende ord for indsatsen og deltagelsen.

Klovneboller

SuperBrugsen Sæby havde igen i år sponseret hele trehundrede Klovneboller, som deltagerne også blev belønnet med på mållinjen.

Oveni kunne et stykke frugt fra REMA1000 nydes og Sparekassen Vendsyssel bød på en velfortjent og tiltrængt vand ved målstregen.

Efter løbet udvalgte og kårede Birgit Hansen sammen med Dr. K. løbets to flotteste klovne, som blev belønnet med hver sin klovne-hoptimist.

Efterfølgende blev der ved lodtrækning udtrukket vindere blandt alle løbets tilmeldte børn af Klovneløbet, hvor der kunne vindes fine præmier fra Lego, LirumLarumLeg og Creativ Company.

Butikker bakkede op

Klovneløbet bød også på et lotteri med over tohundrede præmier sponsoreret af Sæbys butikker, hvilket gjorde at der blev indsamlet over 12.000 kroner alene ved salg af lodder.

Sammenlagt med det flotte deltagerantal, andet salg og andre donationer, så kunne Klovneløbsarrangørerne Joan Farum Kjærgaard og Lisa Farum Kristiansen afslutte en lang årrække som arrangører med stil.

Så alt i alt en fantastisk afslutning på Sæbys 10. Klovneløb.

Nu er der kun tilbage at se, hvem der har lyst til at overtage arrangeringen af næste års Klovneløb. For der skal nye kræfter til og det ville da være en skam, hvis denne gode og festlige tradition ikke forsat skal høre til i Sæby.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste