Sanne gik ned med stress

Gennem naturyoga har hun fundet en ny måde at leve på, hvor man arbejder med kroppen - og ikke imod

03. juni 2018 kl. 11.20
Opdateret 04. juni 2018 kl. 21.23

FREDERIKSHAVN: Et tre år langt stressforløb har 49-årige Sanna Carlsen fra Frederikshavn opgivet sit kontorjob for at udleve iværksætterdrømmen.

Hun forbereder i disse uger åbningen af NaturYoga, som er DROP-IN yoga i naturen omkring Frederikshavn og til dels Sæby. Der bliver i begge byer yoga i naturen to gange om ugen helt frem til efteråret, og hun planlægger også workshops og events.

- Hovedet havde sagt fra. Jeg kunne ikke koncentrere mig i længere tid, havde tinnitus, var støjoverfølsom og kunne ikke være sammen med andre mennesker i for lang tid, erkender Sanna Carlsen.

Og hendes håb er, at hun kan hjælpe andre til aldrig nogensinde at havne i den samme situation.

- Ingen skal have ondt af mig. Der sidder så mange derude i lignende eller meget værre situationer. Jeg ville gøre hvad som helst for at blive så rask som muligt.

- Derfor samlede jeg al min styrke og motivation og startede en ny dagligdag, som jeg stadig holder ved.

- Ændring i kost, næsten ingen kaffe, fast søvnrytme, ser ingen tv, begrænset brug af digitale medier, mediterer og dyrker yoga dagligt, går lange ture og laver en masse praktiske ting - meget af det udendørs.

- Jeg har det så meget bedre. Mine symptomer er formindsket meget. Jeg kan navigere i det, når de kommer. Jeg glad og elsker mit liv, siger Sanna Carlsen.

Hun oplever nærmest små mirakler, når hun dyrker yoga.

- Det giver mig ro i hoved, krop og sind. Jeg får det meget bedre. Når du dyrker yoga er du tilstede i livet lige nu og her. Du har ingen tanker om hverken i går eller i morgen.

For at udbrede kendskabet til sin nye virksomhed, NaturYoga, tilbyder hun gratis yoga søndag 17. juni kl. 9.30-10.45 på stranden lige nedenfor Nordstrand Camping i Frederikshavn og ligeledes søndag 17. juni kl. 13.00-14.15 på den store plæne vest for Sæby Ro- og Kajakklub.

I uge 30 og 31 i juli præsenterer hun NaturYoga Weeks med yoga hver dag i både Frederikshavn og Sæby.

Sanna Carlsen kommer nærmest på overarbejde, når hun bliver bedt om at fortælle, hvad NaturYoga gør ved kroppen.

Først og fremmest forebygger det livsstilssygdomme som stress, angst, depression, forhøjet blodtryk, sukkersyge og overvægt.

- NaturYoga lindrer også smerter, blandt andet hos folk med gigtsygdomme.

- Det gør din krop mere smidig, og du opnår fornyet energi og overskud.

- Din koordination og balanceevne forbedres, og du bliver slankere, stærkere og mere spændstig.

- Et forbedret åndedræt, fordi jeg guider og anbefaler at bruge ujjia-åndedrættet, øger blodcirkulation og iltoptagelse.

- Øvelserne styrker og masserer desuden dine indre organer, og det giver en forbedret fordøjelse, siger Sanna Carlsen.

Hun peger endvidere på en række mentale, følelsesmæssige og åndelige fordele ved NaturYoga.

Eksempelvis en større kropsbevidsthed, som blandt andet indebærer, at man opdager spændinger og ubalancer, inden de udvikler sig til stress eller sygdom.

- Personligt bliver jeg mere nærværende og opmærksom, og det har især givet mig en bedre koncentrationsevne og nattesøvn, fortæller Sanna Carlsen.

Hun er siden 2015 gået ned flere gange med stress.

Første gang brød hun sammen på sit arbejde i Aalborg efter en uges ferie.

Hun overhørte kroppens signaler og troede, at hun sagtens kunne passe sit arbejde, efteruddanne sig i København, have et ekstra job, lave lektier, dyrke triatlon, køre frem og tilbage mellem arbejdet i Aalborg og huset i Frederikshavn samt have tid til familie og venner.

Hun vendte for hurtigt tilbage på arbejde og gik igen ned med stress.

Senere fik hun et nyt arbejde i Frederikshavn.

Det var denne gang et job uden ansvar, men arbejdsgiveren opdagede hurtigt Sanna Carlsens kvaliteter.

- Og jeg elsker jo udfordringer, så jeg sagde ja, men igen lyttede jeg ikke til min krop. Åndenød, hjertebanken, dårlig nattesøvn og hukommelse samt pres i hovedet burde have fået mig til sige stop, men det var først, da jeg lå i fosterstilling på badeværelset derhjemme, at jeg erkendte, at jeg igen var ramt af stress.

Privat har Sanna Carlsens stressforløb haft store konsekvenser.

Hendes fritidsliv er ændret radikalt.

Tidligere var kalenderen proppet. Nu indeholder den kun en-to korte aftaler om ugen.

- Hvis jeg bliver inviteret til konfirmation, runde fødselsdage eller lignende bruger jeg mest tid udenfor festsalen eller går en tur, da jeg ikke kan være i den støj, der opstår, når mange mennesker er sammen.

- Selv om jeg glæder mig til begivenheden, har jeg samtidig ikke lyst til at være til stede, fordi jeg får et pres i mit hoved, siger Sanna Carlsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste