Sæby Kroket Klub vil gerne have flere medlemmer. Til dagens træning var fremmødt taget fra venstre: Gunnar, Frode, Lene, Jørgen, Carl Johan og Kjeld. Forrest Lis og Edith. Foto: Lisa Farum Kristiansen
Mennesker

Sæbys hårde kroketspillere: Kom og vær med

28. april 2022 kl. 15:30

Hver tirsdag og fredag formiddag fra klokken 10.00 og et par timer frem mødes Sæby Kroket Klub for at spille og træne kroket. Træningen og spillet foregår på forhøjningen bag Nordjyllandshallen på Kjeldgaardsvej 25 i Sæby.

- Vi er knap 20 medlemmer i Sæby Kroket Klub, og vi kan sagtens finde plads til flere, fortæller Carl Johan Jensen, som er formand for Sæby Kroket Klub.

- Det eneste man skal medbringe er godt humør og påklæde sig efter vejret. Så skal vi nok sørge for at tage godt imod alle nye, som kunne tænke sig at prøve spillet, tilføjer Frode Thomsen, som er klubbens kasserer.

Formand Carl Johan Jensen og kasserer Frode Thomsen er Sæby Kroket Klubs to lærermestre, som lover at tage god hånd om nye medlemmer. Foto: Lisa Farum Kristiansen

Et spil med plads til alle

Kroket er et taktisk spil med masser af sjov, strategi, udfordring og spænding kombineret med et godt fællesskab, hvor der er plads til alle niveauer. Det er mest kendt som et havespil for både børn og voksne.

I Sæby Kroket Klub, som er for alle seniorer i Sæby-området og opland, spilles der DGI Kroket, som er en seriøs sport, spillet i et makkerskab. Der spilles på en større bane, enten græs eller kunstgræs, og spillet udfordrer i stor stil både koncentrationen, balancen og teknikken i jagten på det helt perfekte slag. Der kæmpes på fastlagte baner med fire kugler og normalt også med fire personer, hvor to og to kæmper mod hinanden.

I Frederikshavn Kommune er der aktive kroketklubber i Sæby, Østervrå, Dybvad og Gærum under DGI, som også arrangerer turneringer.

Kroket koncentration på højt plan. Foto: Lisa Farum Kristiansen

Kom og prøv

- Har man lyst til at prøve, så tilbyder vi en gratis opstart, hvor nye medlemmer får vejledning og gode tips for at komme godt i gang med kroketspillet, fortæller Carl Johan Jensen, som også tilbyder ekstra kroketkøller, som udlånes af klubben.

Derudover afholder klubben også julefrokost, MIX-stævner og turneringer med andre klubber, hvor mange mødes til social hygge i et forum, hvor der er plads til alle.

Tirsdag den 3. maj inviterer Sæby Kroket Klub til åbent kroket-arrangement fra klokken 10.00 til 14.00. Her er alle velkommen til at komme og kigge og klubben er vært med en forfriskning.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu