1.000 børn var forbi: Sæby valfartede til Galjegade
Mandag den 31. oktober var dagen, hvor der rundt omkring i Sæby blev pyntet op til Halloween.
En tradition, hvor børn og barnlige sjæle klæder sig uhyggeligt ud og går fra hus til hus og varsler: Slik eller ballade.
Det er en amerikansk tradition, som gennem, især det sidste årti, har vundet stort indpas i Danmark, hvor flere og flere pynter op og deler slik ud til de børn, som tør komme ind og banke på. Og jo mere uhyggeligt og vanvittigt, des bedre.
Sammenhold og fællesskab
På Skomagervej nummer 1 til 19 i Sæby havde der været travlt i dagene op til Halloween. På denne stikvej har man nemlig i fællesskab besluttet at gå all-in på Halloween-oppyntning til alles skræk og rædsel. Og på få dage bliver Skomagervej for en dag til Galjegade.
- Vi har et helt særligt sammenhold og fællesskab på vores stikvej, på tværs af alle generationer, fortæller Morten Sort Pedersen, som selv pynter op flere dage i forvejen for at give Halloweenaftens gæster en helt særlig og uhyggelig oplevelse.
- Derfor havde vi inviteret alle i byen, som måtte turde eller have lyst, til kigge ind i Galjegade på Halloweenaften. Vi startede op for uhyggen allerede klokken 16 og frem til kokken 20, hvor vi lige fik skræmt de sidste, griner Morten Sort Pedersen, som i dagens anledning var forvandlet til Grev Dracula.
Uhygge på meget højt plan
Det er ikke kun for sjov at bo i Galjegade. Eksempelvis var Slagter Hansen i år rykket ind i nummer 9 og siden åbningen af den butik, har ingen set Lene og Christian, som plejer at bo i nummer 13.
Det påstås på vejen, at de er på ferie. Men det virker meget, meget underligt. Og kiggede man godt efter på Slagter Hansens butiksskilt, så virkede det hele meget mistænksomt og mystisk.
- Jeg forstår ikke, hvordan rygtet er opstået og aner ikke hvad der snakkes om, udtaler Slagter Hansen med vanviddet lysende ud af øjnene og forsætter: Men vi håber da, at der snart flytter nogle nye ind på adressen igen, hvis ikke påstanden om, at Lene og Christian bare er på ferie holder. Så vi igen kan få nogle friske varer i disken, nej undskyld nye naboer på vejen.
Et kæmpe tilløbsstykke
Der var masser af børn, som mandag aften kom og varslede slik eller ballade. Ballade var der ikke meget af, for vejen bød, som nævnt, på både Slagter Hansen, som vist tog det kød ind i butikken, som bød sig.
Ydermere brølede en Grev Dracula gerne højt af de børn, han kunne komme i nærheden af og en vanvittig zombie med motorsav, som ikke holdt sig tilbage og sprang rundt i Galjegade med tændt motorsav.
Han var tæt på at skræmme livet af en stakkels journalist fra TV2 Nord, som ihærdigt forsøgte at bevare roen, mens der blev sendt live ud i de nordjyske stuer.
Noget for både børn og voksne
- Vi mener, at der har været omkring ettusinde børn forbi Galjegade, målt på det den mængde slik, som vi har uddelt, fortæller Helle Sort Pedersen, som er gift med Hr. Dracula og forsætter: I år oplevede vi også, at mange flere forældre og bedsteforældre kom med ind på vejen for at kigge. Så virkelig en kæmpe succes.
Det havde Galjegades beboere tænkt på, for i nummer 15 havde de sørget for, at Lone og Camilla fra Nordjyske Bank stod klar med både suppe og kaffe, som de voksne kunne styrke sig på, mens børnene gik på en skræmmende oplevelsestur i Galjegade.
Efter Halloween kommer jul
Når det er jul, så pyntes der også op på Skomagervej 1-19. Så nåede man ikke at komme forbi til Halloween, så vil man også kunne komme et smut forbi i december. Det vil helt sikkert være turen værd.
For mon ikke stikvejens beboere finder en kreativ løsning, hvor de med begrænset tændetid og LED-lys får skabt lige så megen hygge til jul, som de formåede at skabe uhygge til Halloween.
Og måske byder Slagter Hansen på blodpølse. Hvem ved?