Silas Rytter har fået en vinderbil stillet til rådighed i sin TCR-debutsæson.
Mennesker

Sæbynit skal dyste mod legende

15. maj 2023 kl. 15:00

Når sæsonen i dansk motorsports kongeklasse, TCR Denmark, går i luften d. 20.-21. maj, får Silas Rytter fra Sæby debut. Og det bliver ovenikøbet i en vinderbil.

Det skriver Rytter Motorsport i en pressemeddelelse. 

Oprindeligt skulle den nordjyske racerkører have sin TCR-debut i teamets Alfa Romeo Giulietta, men flere forskellige hændelser har ført til, at teenageren får én af de mest vindende TCR-racere stillet til rådighed i 2023-sæsonen.

Hyundai i30N TCR har vundet ikke mindre end 20 mesterskaber i nationale og internationale TCR-mesterskaber siden den blev introduceret i 2018. 

- Det er en bil, som kan være med i den rigtig sjove ende af feltet. Hvis jeg ikke kan følge med ude på banen, er der meget stor sandsynlighed for, at det er bag rattet at forbedringerne skal findes, siger Silas Rytter og tilføjer:

- Det er det bedste, der kunne ske for mig. Ja, det stiller nok højere forventninger til resultaterne, men det er guld værd at have en bil, som jeg ikke er i tvivl om, kan køre stærkt.

Skal dyste mod motorsportslegende

Udvikling skal der til, for i TCR Denmark kommer Silas Rytter op mod nogle af de skarpeste kørere i kongeriget. 

Han skal blandt andet dyste mod motorsportslegenden Jan Magnussen, der som den eneste dansker blandt fire andre har kørt i den absolut ypperste internationale motorsportsklasse: Formel 1.

Derfor er sommerfuglene da også begyndt at melde sig i maveregionen hos Silas Rytter:

- Jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke var spændt. Mine modstandere er hamrende dygtige til den her type bil og de danske baner. Samtidig er vi en flok unge kørere, som har talentet til at udfordre dem, så det er super uforudsigeligt. Om jeg bliver nummer fire eller fjorten, tør jeg simpelthen ikke spå om, lyder det entusiastisk fra Silas.

Én ting er sikker. Sæsonen starter på FDM Jyllandsringen den 20-21. maj, og er du ikke selv at finde på Publikumslangsiden, kan løbene ses live på DR1 og DRTV.

Annonceret indhold

Nyeste