Professionel bestyrelse til låns: Tilbud om gratis sparring til selvstændige
”Den gamle garde” rykker ud klar til at sparre med selvstændige, der er ramt af vanskeligheder
Selv om 2020 - trods corona - blev et tåleligt år for langt de fleste virksomheder, så har dette års første måneder virkelig trukket tænder ud hos mange selvstændige.
Og selv om de har fået mulighed for at blandt andet at udskyde momsen, så er der jo alligevel en regning, der skal betales på et tidspunkt.
For nogle virksomheder vil det blive vanskeligt at se sig ud af problemerne.
Og måske vil det være nødvendigt at få eksterne øjne til at kigge ind i regnskaber og forretningsgrundlag.
Men det koster - og dog.
Et nyt og helt gratis tilbud har netop set dagens lys - og selv om de gratis glæder ofte er kortvarige, så lover initiativtagerne her fuld valuta for indsatsen.
Det er lysten til at gøre en forskel for erhvervslivet i Frederikshavn, der driver ”projekt sparringspartner”, som Henning Jensen har sat i søen.
Henning Jensen er ham med de mange branchebøger, men ud over den lokalhistoriske interesse driver han stadig i dag virksomhed i Frederikshavn.
Han har været selvstændig i de seneste 40 år og blandt andet drevet flere små og store virksomheder fra få millioner, i omsætning til den største på 350 millioner i omsætning.
Netværket tæller ud over Henning Jensen tidligere bankdirektør og ejendomsmægler Hans Skovgaard, tidligere selvstændig revisor Mogens Hørby Jensen, tidligere forsikringsmand Mogens Nyeng Hansen.
Så det er i alle måder den gamle garde, der stiller deres ekspertise gratis til rådighed.
De kalder det selv ”Det grå guld”, og fakta er, at de hver især har en årelang erfaring, som vil kunne hjælpe selvstændige med vanskeligheder til at tænke ud af boksen.
- Jeg har i mine mange år som etableringsvejleder været med til at sparre med mange nystartede virksomheder, så det er et tilbud, der absolut ikke er forbeholdt virksomheder i krise. Det kan sagtens være nystartede virksomheder, der har brug for en slags professionel bestyrelsen, siger Mogens Hørby.
Hans Skovgaard har også været inde over kriseramte virksomheder på det seneste og har eksempelvis været med i forhandlinger om akkord med pengeinstitutter.
- Det kan måske være det, der sikrer, at den enkelte kan få en bæredygtig forretning og at pengeinstituttet dermed også sikrer en bæredygtig kunde, siger Hans Skovgaard.
Projektet rulles ud nu - og alle der har behov for sparring kan hende sig direkte til Henning Jensen på mail eller henning.bog@live.dk på 20 99 92 74.
- Vi tilbyder vores hjælp selvfølgelig anonymt og diskret, siger Henning Jensen.
Handels og Virksomhedsforeningen Frederik og Erhvervshus Nord er med i projektet på sidelinjen, og det samme er Sparekassen Vendsyssel, som har været med til at sparre på ideen om dette initiativ.
- Men det er vigtigt at understrege, at vi er klar til at hjælpe alle uanset tilknytningsforhold til pengeinstitutter, siger Henning Jensen.