Poul Krebs modtager årets folkemusikpris på årets Skagenfestival
Mennesker

Poul Krebs modtager årets folkemusikpris

15. marts 2023 kl. 07:52

Den Danske Folkemusikpris, som uddeles af Skagen Festival, tildeles i år sanger og musiker Poul Krebs.

‘Sådan nogle som os har jo brug for en kæreste’ og ‘Johnny, han var lige ved at blive sindssyg’.

I årtier har danskerne sunget med på Krebs’ sange, hørt ham på landets festivaler og lyttet til hans sange og albummer, og det hædrer Skagen Festival nu sangeren for ved tildelingen af Årets Danske Folkemusikpris.

De fleste kender Poul Krebs’ sange om hverdagens trummerum, sporadiske observationer og livets relationer, og mange også hans nærvær på livescenen. Og netop hans indsats gennem flere årtier er en af begrundelserne for, at den populære musiker og sanger i år får prisen.

- Vi synes, at det er på tide, at Poul Krebs bliver hædret for sin indsats, og derfor har vi i bestyrelsen i Skagen Festival valgt, at dette års folkemusikpris skal tilgå ham, fortæller formand for Skagen Festivals bestyrelse, Jesper Hegaard om begrundelsen for tildelingen af prisen og tilføjer:

- I valget af Poul Krebs har festivalen lagt vægt på sangerens mangeårige bidrag til den danske befolknings musikalske tradition og selvforståelse.

Beæret Krebs

Og Poul Krebs har da også med sine iørefaldende melodier og til tider underspillede tekster bidraget til den danske musik- og sangskat igennem flere årtier, og Skagen har en helt særlig plads i Poul Krebs’ musikliv.

- For mig er folkemusik ikke en genre - det er musik til at samle folk i tider, hvor så rigeligt skiller os ad. Jeg er stolt og beæret over at modtage denne pris på den festival, der startede det hele for mig, siger Poul Krebs og henviser til, da han som helt ung musiker tilbage i halvfjerdserne spillede i skolegården på Kappelborgskolen, og musik- og tourlivet derefter for alvor begyndte at forme sig for ham.

Sidenhen er det for sangeren blevet til mere end 1000 koncerter. Han har skrevet langt over 500 sange og udgivet utallige albums, som tilsammen har solgt over en million eksemplarer.

Han er blevet kaldt alt fra pop-rockens bedste iagttager til en kunstner i særklasse og en ualmindeligt kultiveret musiker.

Allersidste festival-optræden

Sidste år meldte Krebs ud, at han ville indstille sine festival-optrædener, men helt ekstraordinært har Skagen Festival alligevel fået en optræden ud af den folkekære sanger på årets festival, hvor han optræder den 1. juli på Spar Nord-scenen i Skagen Kultur- og Fritidscenter.

Det bliver også på årets festival, at han får tildelt prisen - hvornår og hvor er endnu ikke offentliggjort.

Den Danske Folkemusikpris er blevet uddelt siden 1995 og tidligere modtagere af prisen kan nævnes Lars Lilholt, Allan Olsen, Povl Dissing, Erik Grip, Michael Wiehe, Sebastian og Folkeklubben.

Annonceret indhold

Nyeste