Billede beskrivelse

Populær efterskole vil gerne udvide - elevtallet er steget kraftigt

14. april 2023 kl. 16.17
Opdateret 18. april 2023 kl. 08.13

Stigende elevtal er en af årsagerne til, at Stidsholt - Nordjyllands Idrætsefterskole rumler med byggeplaner. Skolen, der ligger syd for Sæby, er de seneste fem år gået fra 110 til 154 elever, så nu er der behov for en ny værelsesfløj som den, skolen byggede i 2020.

I forbindelse med byggeplanerne er skolen dog stødt på en del rod i forbindelse med lokalplanen, da skolens hal bl.a. er bygget ind over to matrikler.

- Lokalplanen er helt tilbage fra Sæby Kommunes tid. Vi blev opmærksomme på det, da vi skulle bygge den nye værelsesfløj i 2019-2020, så nu skal der laves en ny lokalplan, fortæller forstander Andreas Ingerslev Larsen.

Billede beskrivelse

- Og da der nu skulle laves en ny lokalplan, så tænkte vi, at vi hellere måtte tænke efter, hvad det er vi egentlig drømmer om, siger Andreas Ingerslev Larsen.

Lige nu og her er det en ny værelsesfløj, som gerne skulle kunne bygges næste år, et motionsrum og et depotrum. Men på sigt er der også større drømme.

- Vi drømmer også om en ekstra hal, men det er ikke lige nu og her. Og så skal vi også have renoveret, for det er jo en gammel skole, vi har, forklarer forstanderen, der oplyser, at skolen har pengene hjemme til den nye værelsesfløj.

Billede beskrivelse

Plan- og Miljøudvalget i Frederikshavn Kommune tager på sit møde 17. april stilling til en igangsætning af planlægningen for en udvidelse af efterskolen, hvilket vil kræve en ændring af lokalplanen og et tillæg til kommuneplanen.

Administrationen vurderer, at der ikke er tale om en så væsentlig ændring af kommuneplanen, at det forudsætter en foroffentlighedsfase.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste