Politi har beholdt bødehæftet i lommen
Det går ret godt med at holde afstand til hinanden i Nordjylland. Mens der andre steder i landet er blevet uddelt bøder for at samles mere end 10 personer, så har Nordjyllands Politi indtil videre ikke udskrevet en eneste bøde for at overtræde forsamlingsforbuddet.
- Borgerne er gode til at efterkomme forbuddet. Så stor ros til nordjyderne, der virkelig viser samfundssind og holder afstand, lyder det fra politidirektør, Anne Marie Roum Svendsen.
Forsamlingsforbuddet trådte i kraft 18. marts for at dæmme op for spredningen af coronaviruset. Dermed blev det forbudt at samles mere end 10 personer, og en overtrædelse af forbuddet medfører en bøde på 1.500 kroner.
Borgerne kan selv finde ud af det
Men selvom bødehæftet indtil videre er blevet i lommen hos Nordjylland Politi, så modtager politiet dagligt flere henvendelser fra borgere, der har set forsamlinger der er lige store nok.
Men hver gang politiet er rykket ud, har det vist sig, at borgerne selv sørger for at holde den lovlige afstand.
- Folk er gode til at henvende sig, når de ser noget, der ser underligt ud. Men når vi så kommer frem så viser det sig, at der ikke er noget problem. Folk er gode til at holde afstand til hinanden, så der ikke er tale om forsamlinger, siger politidirektøren.
Sidste fredag fik politiet f.eks. en henvendelse om, at der stod 25 i kø til en take-away restaurant i Aalborg. Da patruljen kom frem, kunne de også tælle til mere end 10 - men de sultne borgere holdt alle sammen behørig afstand i køen.
Og det billede dækker meget godt over de fleste henvendelser, politiet får.
- Vi har f.eks. været ude til en del byggemarkeder, hvor det ser lidt voldsomt ud, når man kigger på de mange biler på parkeringspladsen. Men selvom der er mange folk til stede, så går de ikke sammen og holder afstand. Det samme på stranden, hvor parkeringspladserne også kan være fyldte, men hvor folk også holder afstand og ikke går i større grupper, siger hun.
Siden forsamlingsforbuddet trådte i kraft har Nordjyllands Politi skruet markant op for patruljeringen på vejene. Men patruljebilerne har heller ikke set forsamlinger, der er større end det tilladte.
- Vi må bare sige, at borgerne er gode til selv af finde ud af det, siger Anne Marie Roum Svendsen.
Mere politi i sommerhusområderne
Der er dog en befolkningsgruppe, der har lidt sværere ved at holde størrelsen på forsamlinger nede.
Unge, der måske keder sig under coronakrisen, samles nogle gange i grupper.
- Men når vi først kommer derud, så er der måske kun tre der står sammen. Jeg tror også hurtigt, at en forsamling opløses, når de bliver set af en borger. Og det viser jo bare, at folk er klar over, at man ikke må, siger politidirektøren.
Selvom det indtil videre ikke har været nødvendigt at opløse forsamlinger og udskrive bøder, så vil Nordjyllands Politi fortsat patruljere ekstra meget den kommende tid.
Og hvor fokus i starten primært var på de større byer, så er politiet nu også mere til stede i sommerhusområderne, hvor flere er begyndt at samles.