Bangsbo Frejas U17-drengehold leverer Kids Aid-kager på cykel i Frederikshavns lokalområde. Foto: Bente Poder
Mennesker

Op på cyklen og af sted - Bangsbo Freja leverer Kids Aid-kager på to hjul

Der skal trædes hårdt i pedalerne, når Bangsbo Frejas U17-drenge i de kommende dage cykler stier og veje tynde i Frederikshavn og omegn for at levere Kids Aid-kager

05. august 2022 kl. 16:59

Kæden skal holdes stram, når Bangsbo Frejas U17-drengehold i disse dage leverer Kids Aid-kager til lokalområdet på cykel.

Tiltaget sker som led i optakten til den store Kids Aid-begivenhed i Arena Nord mandag eftermiddag og aften, hvor der samles penge ind til det velgørende formål.

Hvad er Kids Aid?

Der er mange børn i Danmark, som har en sygdom med stor påvirkning på deres liv. Det er seje børn, som ofte gennemgår mange operationer, indlæggelser, fravær fra skole, familie og venner.

I KidsAid skelner vi ikke mellem diagnoser og derfor hjælper vi både kræftramte, kronisk syge, børn med psykiske diagnoser, sjældne lidelser mv. Her er højt til loftet og plads til alle.

Fælles for dem alle er, at de har brug for afbræk fra sygdom og behandlingsforløb så de kan bevare livsglæden med positive oplevelser. Det giver KidsAid dem. Vi laver Unikke Oplevelser på og udenfor hospitalerne for de syge, deres søskende og deres forældre, så de husker at grine og have det sjovt – sammen.

Kilde: www.kidsaid.dk

Tovholder på initiativet er Lars Bo Christensen fra Bangsbo Freja. Han fortæller, at klubbens U17-drengehold allerede torsdag eftermiddag havde de første leveringsture - og der venter mange flere fredag, lørdag, søndag.

- Der har været rigtig meget gang i salget og dermed også leveringerne torsdag, og det fortsætter egentlig bare i dag (fredag, red.). Så det er virkelig skønt, siger Lars Bo Christensen.

Mikkel Hessellund og Sebastian Evers( i laddet) på vej ud med kager. Foto: Bente Poder

Formålet med omdelingen af Kids Aid-kager er primært at skrabe penge sammen til det velgørende formål, men samtidig understreger Lars Bo Christensen også, at begivenheden er med til at fremme U17-drengenes forståelse og sympati for det, de samler penge ind til.

- Drengene har spillet sammen, siden de var fire-fem år gamle, og det ville vi forældre selvfølgelig gerne, at de fortsatte med, da de blev ungdomsspillere. Så satte vi os sammen i forældregruppen og gjorde os nogle tanker om, hvad vi kunne gøre af tiltag for at styrke sammenholdet på holdet. Og blev det så blandt andet at hjælpe med de her velgørende formål.

Se også
Mel, sukker og smør: Bager laver Kids Aid-kager til velgørende formål

- Børn skal hjælpe andre børn - det ville vi gerne lære dem. Og det har også fulgt dem lige siden. Hvis de yder en ekstra indsats, så styrker det deres sammenhold, men de får samtidig også en forståelse for andre mennesker, siger Lars Bo Christensen.

Bangsbo Frejas U17-drenge samler penge ind til Kids Aid - blandt andet ved at levere Kids Aid-kager fra Centerbageren i Frederikshavn. Foto: Bente Poder

Mandag er den helt store Kids Aid-dag - også for U17-drengene fra Bangsbo Freja. Her skal de trænes af landstrænerduoen Kasper Hjulmand og Morten Wieghorst, ligesom at de skal cykle penge ind til et spinningarrangement i Arena Nord - i øvrigt sammen med en række kendisser.

Alt sammen kulminerer det i et stort show mandag aften, hvor der også samles penge ind til Kids Aid.

Se også
Kasper Hjulmand til støtteevent i Frederikshavn: Sådan skal der samles ind til syge børn

Nyeste