Nyt tøj til bowlingklubben
Bowlingspillerne har fået deres 15 år gamle trænings- og turneringsdragter udskiftet.
Med god hjælp fra Sparekassen Sæbys Fond har Sæby Familie- og Firmabowling nu fået et længe ønske opfyldt om tidssvarende ens dragter.
På en lille event på klubbens træningsaften i Sports Terminalen i Frederikshavn, hvor tøjet blev præsenteret, havde klubbens formand, Hasse Christensen udfordret afdelingsdirektør i Spar Nord, Lasse Kjærsgaard Stidsborg til en match.
-Vi er taknemmelige for, at vi nu kan være pænt klædt på i vores nye spillertøj.
-Så vi glæder os allerede nu til når vi næste gang skal ud at spille turneringskamp. De nye dragter vil være med til at booste vores spil hvor strikene vil stå i kø på pointskærmene, siger Hasse Christensen optimistisk.
Lasse Kjærsgaard Stidsborg, der som yngre, ofte spillede i Sæby Bowlinghal, beviste at de mange timers træning for år tilbage ikke har været spildt.
Selv om formanden talte godt for sagen, måtte han se sig besejret af sparekassedirektøren med 5-3.
Sparekassen Sæbys Fond støtter almennyttige og velgørende formål med tilknytning til Sparekassen Sæbys virkeområde – Gammel Sæby Kommune.