Nyt samarbejde skal hjælpe unge ukrainere godt i gang i Skagen
SKAGEN: Et nyt projektsamarbejde i Skagen er sat i værk med det formål at hjælpe unge ukrainere med at finde job og skabe sig en god tilværelse i lokalområdet.
Bag indsatsen står et stærkt fællesskab mellem Frederikshavn Kommune, lokale virksomheder, foreninger og frivillige, fortæller kommunen i en pressemeddelelse.
Målgruppen er unge mellem 18 og 26 år, der har fået udrejsetilladelse fra Ukraine. Allerede nu er 19 unge ankommet til Skagen, og yderligere 20-30 forventes at følge trop inden årsskiftet.
Initiativet skal sikre en tryg og meningsfuld opstart – både arbejdsmæssigt og socialt. De unge tilbydes et skræddersyet forløb med sprogundervisning i dansk og engelsk, introduktion til det danske arbejdsmarked og praktikophold hos lokale virksomheder.
Derudover har projektet stort fokus på at opbygge sociale fællesskaber og netværk gennem fritidsaktiviteter, som skal styrke integrationen og den personlige tilknytning til området.
Formanden for Arbejdsmarkedsudvalget i Frederikshavn Kommune fremhæver samarbejdet som et eksempel på, hvordan kommune, erhvervsliv og civilsamfund kan løfte i flok for at skabe værdi – både for de unge og for lokalsamfundet som helhed.
Også de deltagende virksomheder bakker op:
– Der arbejdes målrettet på at finde det rette match mellem virksomhederne og de unge ukrainere, så begge parter får mest muligt ud af indsatsen. Det handler ikke kun om job, men også om at føle sig velkommen og finde sig til rette i en ny hverdag, lyder det fra HR-ansvarlige hos Karstensen Skibsværft og Scandic Pelagic, der taler på vegne af projektets virksomhedspartnere.
Virksomheder med interesse i at deltage i projektet og med behov for arbejdskraft opfordres til at tage del i det fælles arbejde.