Ny bog: Fra dansegulv til kulturhus
SÆBY: Den 6. august var der bogreception på adressen Kildevej 51, eller bedre kendt som Kulturhuset Skovlyst.
Her holdt borgmester Birgit S. Hansen tale og formanden for kommunens kultur- og fritidsudvalg Peter Laigaard fulgte trop. Margaretha Cedergren, der er formand for SæbyScenen og Fonden Kulturhuset Skovlyst, kom ligeledes med rosende ord om bogen.
Forfatterne har været motiverede til bogen af mødet med mennesker, der fortalte om deres egne personlige oplevelser på Skovlyst og vurderet at tiden nu var moden til at få dokumenteret historien om SæbyScenen.
Det er lykkedes forfatterne Lars Dittmer og Yngve Rasmussen at få skrevet en læseværdig og autentisk bog om Skovlysts historie, en skovpavillon som har dannet platform for mange typer aktiviteter siden opførelsen i 1881.
Bogen vil sikkert have størst interesse hos de mange der på en eller anden vis har sat deres gang i huset og skoven som gæster, publikum og aktive omkring scenen eller mødt hinanden der.
Men da Skovlyst igennem årene er blevet en del af Sæbys dna, vil alle med interesse i Sæbys historie, sagtens blive grebet af de gode fortællinger.
Med bogen i hånden får læserne en enestående mulighed for at blive opdateret på, hvorfor Skovlyst og teateret i tre århundrede har haft så stor betydning for byens borgere.
De to forfattere, der begge er dybt engageret i Skovlyst og SæbyScenen, har fået stor hjælp af mindst 34 navngivne personer og museet som har bidraget med foto og personlige historier om SæbyScenens forestillinger gennem årene.
Personlige fortællinger der nogle gange overlapper hinanden, men styrker troværdigheden.
Indviet i 1881
Historien om Skovlyst er bygget kronologisk op, hvor bogen tager sin begyndelse i 1800-tallet, med en åben plads midt i Sæbygaard Skov, der blev anvendt til festplads med tilhørende dansegulv.
Den første skovpavillon til 8.600 kroner blev indviet 2. Pinsedag 1881. Restauranten blev hovedsageligt finansieret ved salg af 132 aktier, hvilket svarer til cirka 10 procent af Sæbys befolkning, hvis hver borger havde købt én aktie.
Bygningen Skovlyst har igennem tiden skifte ejere, sidste handel skete 2022 til en fond hvori grunden indgik, hvilket bogen giver en detaljeret beskrivelse af.
Stor opbakning til Skovlyst
Med den idylliske placering omgivet af skoven og åen, men ikke længere end i gåafstand fra byen, var det en medvirkende årsag til, at restauratørerne i de første årtier havde nogle travle dage i sommerhalvåret.
Og med Sæbybanes nærtliggende trinbræt ved Kildevej gjorde, at udenbys gæster havde let adgang.
Skiftende forpagtere fik med held og dygtighed arrangeret store begivenheder, der havde opbakning af flere hundrede deltagere.
Udendørs præsterede turistforeningen den 21. juni i 1925 at afholde sommerfest med cirka 8.000 deltagere, ligesom dyrskue, cirkus, bowling, ballonopstigninger og tivoli med lykkehjul, luftgynger og svingkarruseller tiltrak flere tusinder besøgende.
I tiden efter 2. verdenskrig blev Sæbygaard Skov og dermed Skovlyst et yndet udflugtsmål for foreninger, private selskaber og skolebørn fra hele Vendsyssel.
På forpladsen til å-bredden kunne Mosen med sit tivoli blandet andet mønstre et skydetelt med bolde og luftgeværer, luftgynger samt et bord med en roulette, kaldet et farvespil.
Udlejning af robåde forblev populære indtil opstemningen ved Stampen Savværk blev sløjfet.
Læserne kan glæde sig til at høre, hvorfor bådene blev udlejet mod ”kun aftalte penge” og hvordan en tysk soldat i 1943 reddede en 10-årig dreng fra druknedøden.
Morgenkaffe pinsemorgen var i mange år det store trækplaster, men også mange andre forskellige arrangementer, som koncerter og dansanter, runde fødselsdage, generalforsamlinger og jubilæer blev afholdt i Skovlyst.
Frem til 1978 var flere lokale ”pigtrådsband” på scenen, men også toppen af poppen med bl.a. Dorte Kollo, Otto Brandenburg og Brødrene Olsen, Peter Belli, og Burning Red Ivanhoe kunne opleves i pavillonen.
I 70-erne var der faste aftner med diskotek og der blev lokket med ”Tag på safari Jungle Bar”.
Så måske skyldes det malaria, at Skovlyst i 1978 røg på tvangsauktion, og der i de efterfølgende år ikke lykkedes nogen at drive restaurantvirksomhed i skoven.
Resten af Skovlyst historie er uløseligt knyttet sammen med teatervirksomhed.
Første teater ved Skovlyst
I 1950 spillede Det Danske Friluftsteater Offenbachs ”Røverne”, sandsynligvis på sportspladsen, samtidig med at lokale kræfter opfører en ”cirkusrevy” i et telt på pladsen foran Skovlyst.
30 år senere tog Sæby Amatørscene over, hvor de i et årti havde stor succes med deres sommerspil på friluftsscenen.
Forestillingerne som blandt andet En søndag på Amager, Landmandsliv, Frøken Nitouche, Styrmand Carlsens flammer, Oklahoma, Mød mig på Cassiopeia og Folk og Røvere i Kardemomme by, blev gedigne succeser.
Skovlyst bliver for alvor teater - og kulturhus i 1988.
Den første indendørs forestilling bliver Kvindernes oprør af Aristofanes.
Samme år stod Champagnegaloppen på programmet med amatørscenens nye navn: SæbyScenen.
Både publikum og anmeldere er ved at flyde over af rosende ord, som f.eks. ”der spilles på alle scener og tangenter med musical, klassisk skuespil til sommerrock!”
Blandt de mange dygtige kreative kræfter omkring sommerspillene opstår der i firserne et hold der ønsker at skabe en vinterbegivenhed, der skal være et alternativ til revyen, der ikke har været spillet i Sæby i mange år. For at ramme bredere skal der være et tvist af cabaret og holdet bag vælger at kalde deres forestillinger Cabary.
Fra midt i halvfemserne begyndte en stigende interesse hos ungdommen om at spille musical, teater og revy, hvorved SæbyScenen tog handsken op og oprettede børne-, junior- og ungdomshold.
De unge skuespiltalenter opførte Den Lille Prins, Blues Brothers, Little Shop af Horror og Bøllebob Noget for sig selv og mange andre spændende opsætninger.
Kulturpris til Margaretha og ungdomsholdet
Bogen beskriver en række personligheder som har ydet en fantastisk indsats for det gamle kulturhus.
Helt fortjent får SæbyScenens ”grand old lady” Margaretha Cedergren en særlig plads i bogen. Blandt andet fordi hun i 2008 modtog den nye storkommunes første pris ”Kulturbolden”.
At valget faldt på hende og hendes ungdomshold, blev begrundet med det uovertrufne arbejde, hun igennem mere end 25 år havde og stadig yder for SæbyScenen.
Èt af de største talenter SæbyScenen har opfostret, er Søren Gaden, der i dag er kommunikationschef for spillestedet Vega i København, sender ofte varme tanker tilbage til sin ungdom i Skovlyst i 80-erne. En tid der var med til at forme ham som menneske.
-Skovlyst blev ikke bare for mig, men for en række unge i min generation, et fristed.
-Et sted, hvor vi legede frit, digtede og klædte os ud og skiftevis spillede komedier og tragedier med eller uden musik, og hvor vi guides, hjælpes og instrueredes af voksne, så vi selv voksede, skriver Søren Gaden blandt andet.
Bogen kan købes her
Bogen der udgives i 500 eksemplarer støttes af Lions Club Sæby, Melsen Fonden og Nordjyske Bank.
Den kan købes i Meny Sæby, SuperBrugsen og hos Kalhøj samt hos forfatterne og på Skovlyst til 179 kroner.
I anledning af Sæbys 500-års købstadsjubilæum, opfører SæbyScenen to forestillinger om Stygge Krumpen, den 10. august ved Sæby Kirke og den 11. august på Sæbygaard, hvor interesserede kan købe bogen.
Hele overskuddet af salget går ubeskåret til SæbyScenens teaterarbejde.