Nu er beslutningen taget: Byggefirma sælges gradvist til to ansatte
Finn A. Christensen fyldte 65 år 18. oktober. Og nu er han klar til at melde ud om, hvad der skal ske med firmaet af samme navn.
Om to år stopper han som øverste chef for det byggefirma, han selv startede 12. februar 1992 i Frederikshavn. Det er samtidig besluttet, at 36-årige Mikael Frydkjær Andersen og Torsten Storgaard på 53 år gradvist skal overtage ejerskabet.
Samtidig er det også aftalt, at Finn A. Christensens hustru og medejer af firmaet Carina Hyttel fortsætter i en årrække.
- Jeg er kun 56 år og vil fortsætte i firmaet, for jeg kender Torsten og Mikael og arbejder godt sammen med dem. Vi er forskellige og supplerer hinanden, og det er en af forklaringerne på, at det går godt, siger Carina Hyttel, der udover ejer også er økonomichef.
Torsten Storgaard blev medejer i 2010, og Mikael Frydkjær Andersen er blevet del af ejerkredsen i år.
Overtagelsesplanen føles helt rigtig, fordi ånden i firmaet fortsætter. Finn A. Christensen bliver ved med at være et sted med rummelighed, en ordentlig tone, og hvor man aldrig kommer ud med et underskud.
På bordet i kantinen står en messing figur på en træsokkel med guldteksten "Succesvirksomhed 2023". Det er en lokal nordjysk pris, der hylder det lange seje træk. Faktisk har de tre af dem. For 2021 og 2022 og nu 2023.
- Den uddeles af Spar Nord og BDO på baggrund af vores resultater, og det er usædvanligt, at et byggefirma får prisen tre år i træk, fortæller Carina Hyttel.
Hos FAC er de gode til at tjene penge i en branche med med meget bølgegang.
- Vi er stabile, og det er nok usædvanligt inden for tømrer- og murerbranchen, forklarer Torsten Storgaard, der, ligesom Mikael Frydkjær Andersen, har titel af byggeleder.