Manden bag padelcenter: Allan er mere foreningsmand end forretningsmand
Han står bag byens padelcenter, som har trukket mange skagboere og udenbys gæster til de sidste tre år.
Og helt aktuelt er han igang med at skabe et lignende padelcenter i Frederikshavn sammen med Henrik Andersen, Mikal Toft, Peter Madsen og Jakob Birkkjær.
Men egentlig er Allan Kolbro Nielsen fra Skagen mere foreningsmand end forretningsmand.
- Det der med at løbe for hinanden, det driver mig. Mit mindset er egentlig skabt i foreningslivet, fortæller Allan Kolbro Nielsen.
Fællesskabet driver
Han har en fortid som badmintonspiller på eliteplan og som fungerer som træner hos Vendsyssel Elite Badminton, VEB.
Han fortæller, at det er fællesskabet og det at samles - også til tredje halvleg - som driver ham og som hele tiden har drevet ham i hans liv, som badmintonspiller og træner, og nu som ejer af et padelcenter og med et nyt på vej.
- Det her er selvfølgelig en butik, som jeg skal tjene penge på og har investeret penge i, så det skal jo løbe rundt, men det, der driver mig, er at skabe noget for andre, ligesom min far gjorde og så mange andre gør, som trænere i lokale foreninger, siger Allan Kolbro Nielsen, som begynder at mærke en iværksætter-identitet snige sig ind på ham.
Popcorn-hjerne og spirende selvtillid
- Jeg har sådan en popcorn-hjerne, som hele tiden får idéer, men jeg har aldrig stolet nok på mig selv til at føre idéerne ud i livet. Jeg har aldrig rigtig troet på, at jeg kunne, men det begynder jeg nu at se, at jeg faktisk kan, siger Allan Kolbro Nielsen, som er ordblind og forklarer, at han derfor ikke fik den største selvtillid med sig fra skoletiden.
Til gengæld var han dygtig til sport og havde en far, som altid syntes han var god nok. På alle punkter.
- Grundlæggende er jeg bare glad, hvis du er glad. Det har jeg med mig hjemmefra, fortæller han.
- Som sportsmand har jeg selvfølgelig haft en vis sportslig selvtillid, men inde bag ved har jeg nu altid været ret ydmyg. Jeg har altid haft svært ved at sige højt, at jeg kan noget, fortæller han, og netop derfor finder han fællesskabet så vigtigt.
Padel favner bredt
- Man skal have nogen at spille sammen med og opad, og det er præcis det, man kan i padel, fortæller han og forklarer, at padel er en sport, der favner bredt.
- Alle kan være med til padel og man kan sagtens få en god kamp, selvom man er på forskellige niveauer og stadig have en sjov og udfordrende kamp - også på tværs af generationer. Vi har mange familier og forskellige generationer, der spiller på kryds og tværs, fortæller Allan Kolbro Nielsen, og forklarer at han også selv får et kick ud af at spille.
- Da jeg stoppede med badminton og begyndte på padel troede jeg egentlig bare, at jeg skulle gå og hygge mig med det, men i turneringerne kan jeg få fuldstændig samme følelse af et hjerte, der hamrer og en nervøsitet, som da jeg som helt ung skulle spille en badmintonkamp, siger Allan Kolbro Nielsen og tror, at det blandt andet også er derfor at flere tidligere fodboldspillere og andre sportsfolk falder for padel.
- Det giver en følelse af at få et skud mere, selvom man er stoppet med sport på eliteplan, og samtidig er det en sport, hvor man kan starte fra nul og hurtigt blive bedre, siger padelcenter-ejeren.
Allan Kolbro Nielsen regner med, at første spadestik til det nye center i Frederikshavn bliver taget i januar/februar, og at centret står klar et lille års tid efter det.