Mads kåret som Årets Lærling i Vendsyssel
FREDERIKSHAVN: Mads Lauritsen fra VMS Group i Frederikshavn har netop modtaget hæderen som Årets Lærling i Vendsyssel. Bag anerkendelsen står DI Vendsyssel, og ifølge bestyrelsesleder Christian Mosevang er det ikke kun virksomheden, men hele Nordjylland, der har vundet ved Mads’ indsats.
Prisen blev overrakt ved en højtidelighed hos VMS Group, hvor kollegerne hyldede Mads for hans ekstraordinære engagement og faglige styrke. Skibsmontør-lærlingen begyndte sin uddannelse i juli 2021 og har siden gjort sig bemærket for sin lærelyst, ansvarsfølelse og evne til at indgå i fællesskabet.
Mads har sat sine tydelige spor både i dagligdagen på værkstedet og som del af virksomhedens offshore-team, hvor han har vist stor faglig kunnen og sikkerhedsbevidsthed. Han har desuden inspireret kommende generationer gennem sin deltagelse i uddannelsesmesser og lignende arrangementer.
– Mads er et forbillede for det, lærlingeprisen handler om. Han forener høj faglighed med en positiv indstilling og et stærkt fællesskabssind. Det gør ham ikke bare til en styrke for VMS Group, men for hele Nordjylland, udtaler Christian Mosevang.
Indsatsen kulminerede med en svendeprøve til topkarakter. Allerede inden uddannelsen var afsluttet, modtog Mads tilbud om fastansættelse i virksomheden.
– Mads er et tydeligt bevis på, hvor meget det giver at investere i unge mennesker. Han løfter ikke kun det faglige niveau, men også stemningen og sammenholdet på arbejdspladsen, siger Kim Bengtsen, CEO i VMS Group.