Målet er naturlig balance
Sys Slinger har altid øje for helheden
FREDERIKSHAVN: Gennem de seneste 15 år har Sys Slinger søgt at genoprette kroppens naturlige balance hos alle dem, der har søgt behandling hos hende.
Hun er uddannet i zoneterapi og kropsmassage og det er værktøjerne fra disse uddannelser parret med den brede erfaring, det er blevet til gennem de mange år, der har været drivkraften hen mod den naturlige balance.
Siden årsskiftet har hun koblet nye værktøjer på efter hun i december blev færdiguddannet akupunktør.
Det har været et fuldtidsstudie i 2½ år, så der har ikke været levnet så meget plads til kontakten til hendes klienter.
Men nu har hun indrettet sig med klinik på Gl. Skolevej 6B for at imødekomme de mange ønsker, hendes klienter har udtrykt.
- Tidligere har jeg alene arbejdet i virksomheder, og derfor er det jo kun de ansatte, jeg har kunnet behandle. Men mange af dem, har pårørende, der også har behov for at hjælp - og den kan jeg nu give dem efter jeg har fået foden under eget bord, siger Sys Slinger.
Akupunktur bliver benyttet både som behandlende og præventiv behandlingsmetode, hvor den enten lindrer nuværende smerter eller skaber balance i kroppen.
Symptomerne, der behandles er ofte smerter, sportsskader, høfeber, astma, migræne, højt blodtryk.
Forskning og praktisk erfaring viser, at akupunktur er en effektiv behandlingsmetode mod stort set alle ubalancer, og noget af det Sys Slinger arbejdet målrettet med er eksempelvis fertilitetsbehandlinger.
- Akupunktur kan være med til at skabe den balance og den varme, der skal til for at kvinden lettere kan blive befrugtet. Og min behandling kan fungere side om side med det officielle system.
Det er et nyt felt for Sys Slinger, men for en af klienterne har det allerede givet pote.
Da akupunkturen er en holistisk behandlingsmetode til genoprettelse af kroppens energibalancer benyttes den også som forebyggende behandling i tilfælde, hvor patienten måske ikke føler sig direkte syg, men har en følelse af at være i ubalance.
- For at få den fulde balance i kroppen er det dog ikke gjort med akupunktur alene.
Der er meget andet, der spiller ind - lige fra livstil til de påvirkningerne vi mødes med på jobbet og i fritidslivet.
- Derfor ser jeg på alle symptomerne - både fysiske og psykiske. For det er netop gennem en holistisk tilgang, man har muligheden for at genoprette balancerne og skabe øget livskvalitet, siger Sys Slinger.
Og det med balancerne er jo ikke kun et anliggende for akupunkturen. Den del beskæftige zoneterapien sig også med og derfor kan begge behandlinger sagtens gå hånd ig hånd.
Og når man som de fleste gør, lever i et samfund, hvor tempoet er højt og presset ligeså, så er det vigtigt at man ind imellem stopper op og føler efter sig selv.
- Vi er nødt til at lære at investere i os selv profylaktisk i stedet for at afvente en række symptomer. Det er et spørgsmål om hele tiden at være vågen og føle efter om vi lukker af nogle steder - for så skrider balancen. Den kan jeg så være med til at genoprette, siger Sys Slinger, der ud over klinikken på Gl. Skolevej stadig servicerer en række virksomheder i Vendsyssel.
Akupunkturbehandling og zoneterapibehandling i klinikken er omfattet af tilskudsregler via Sygesikringen Danmark.