Billede beskrivelse

Lukker mobilbutikken: Lars vil gå til Malaga

14. oktober 2024 kl. 14.03

SKAGEN: Eventyrlysten er blevet for stor for Lars Lundquist Nielsen, indehaver af Føniks Smartphone Repair, så nu lukker han butikken, tager hængekøje og trangiasæt over skulderen og går til - i første omgang - Malaga. 

Og går alting efter planen, vil han fortsætte sin gåtur ind i Jordan og senere Kina. Et skridt ad gangen.

16. oktober er sidste åbningsdag i butikken på Sct Laurentiivej i Skagen, og Lars Lundquist Nielsen lover 50 procent på al accessories den dag. Det vil sige på kabler, covers, oplader-ledninger og den slags.

At hjælpe har betydet mest

- Jeg har det på nogle måder dårligt med at forlade mine kunder, som har brug for hjælp til deres telefoner. Det at kunne hjælpe især ældre med deres telefoner har betydet allermest for mig, og nu må de desværre helt til Frederikshavn for at få hjælp, siger indehaveren og peger på en hylde med vin i gave-indpakninger, som han har fået af tilfredse kunder.

Mest af alt har Føniks stået for reparationer af ødelagte skærme, nye batterier, salgs af telefoncovers, kabler og ledninger og rigtig mange panserglas-monteringer.

- En fjerdedel af min månedsomsætning har været panserglassene, siger Lars Lundquist Nielsen som i godt 7 år har været ene mand i butikken.

Fra kræmmer til krydstogt og mobiltelefoner

Men nu har eventyrlysten altså meldt sig hos telefonmanden, som er i gang med både at sælge ud i butikken og privaten for at få blive fri til at tage ud i verden til fods.

- Jeg har arbejdet, siden jeg var otte, hvor jeg tog på kræmmermarkeder og sidenhen som avisbud og i de voksne år på restaurant og på krydstogtskibe, så jeg har set verden fra vands og nu vil jeg se den fra lands, siger han om fremtidsplanerne.

Han bevarer dog online-arbejdsprojekter, som han også har haft sideløbende med butikken, og som han kan passe med sin telefon, mens han er på farten.

Første stop på turen bliver dog hos moren i Ry, inden han tager turen ud i verden og nyder livet, mens man har det, som han udtrykker det.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste