Lokale erhvervsfolk indsamlede rekordbeløb til julehjælpen
FREDERIKSHAVN: Mandag 1. december mødtes 26 lokale erhvervsfolk i Restaurant Møllehuset, for at indsamle penge til julehjælp.
Det er 14. gang, at det lokale netværk mødes. Der startes med en frokost, og kl. 13.00-14.00 ringes der rundt til egne netværk for at indsamle beløb til årets julehjælp.
For at komme i betragtning til Julehjælpen skal man være enlig eller samboende forsørgere på overførselsindkomst, med hjemmeboende børn under 18 år. For samboende kræves det, at begge skal være på kontanthjælp eller overførselsindkomst og man skal have bopæl i Frederikshavn Kommune.
- Der er et stort behov for hjælp i juletiden, og vi har i år 164 ansøgere om julehjælp. Sidste år indsamlede vi knap 500.000 kroner og i år nåede vi et rekordbeløb på 550.000 kroner, hvilket vi er meget stolte og taknemmelige for, fortæller tidligere borgmester Erik Sørensen, der er formand for Dansk Folkehjælp i Frederikshavn.
En Julehjælpspakke indeholder 800 kroner til julemad plus 500 kroner til julegaver pr. barn. En familie kan maksimalt modtage 2800 kroner.