Lions Club Sæby nåede i mål
SÆBY: Året nærmer sig sin afslutning og Lions Club Sæby har benyttet lejligheden til at gøre status over, hvad klubben havde som målsætning og hvad der blev nået.
- I klubåret 2023 besluttede Lions Club Sæby, at man i anledning af Sæbys 500-års købstadsjubilæum, ekstraordinært ville bevilge cirka 200.000 kr. til almennyttige og velgørende formål, siger bestyrelsesmedlem Finn Andersen.
Løverne kan nu sætte to streger under resultatet, der viser, at de i 2024 har doneret i alt 199.255 kroner til i alt 17 lokale foreninger og organisationer i den tidligere Sæby Kommune.
Lion Clubs indtægter bliver tilvejebragt ved forskellige arrangementer, som bl.a. tæller en årlig kirkekoncert, to bankospil i Manegen, medarrangører af Sankt Hansaften ved Sæby Havn og en golfturnering.
Følgende har kunnet glæde sig over en kontant håndsrækning til at virkeliggøre deres projekter:
Bogudgivelse - Sæby Scenen, bænk til Sæby Torv, Hørby IF, Kaperen, Sæby Bjærgelaug, Klatretårn i Dybvad, Lions Youth Exchange, Natteravnene i Sæby og Frederikshavn, Nellemanns Haves Venner, Olympics Special, Pinsejazz i Sæby, Sjov Fredag, Stand Up Paddle, Sæby Gymnastikforening, Sæby HK, Sæby Patchwork, Sæby Pensionistforening og Sæby Scenen.
Alle bevillinger sker efter ansøgning, der bliver løbende behandlet året igennem.
Ud over de nævnte kontante bevillinger har medlemmer af Lions Clubben forleden været rundt på plejehjemmene for at sprede lidt julestemning ved at forære hver beboer en julestjerne.
- Vi besøgte alle plejehjemmene i den tidligere Sæby Kommune, og det var en stor glæde, at se lyset i beboernes øjne ved synet af blomsten, siger præsident for Lions Club Sæby, Lars Jensen
Lions Club i Sæby har cirka 30 medlemmer og er en del af verdens største private humanitære hjælpeorganisation. Lions støtter formål lokalt samt internationalt.
Hver indsamlet krone går direkte til formålet. Alle medlemmer af Lions betaler al administration af egen lomme.