Frederikshavn nærmede sig 2.000 solskinstimer
FREDERIKSHAVN: Der var mere sol over Frederikshavn i 2025 end i 2024.
I alt nåede Frederikshavn Kommune op på 1.997 solskinstimer - blot tre timer fra at runde 2.000. Det er 200,5 timer mere end i 2024 og svarer til en stigning på 11,2 procent.
Det viser en opgørelse fra cleantech-virksomheden 1KOMMA5° Danmark baseret på data fra DMI.
Frederikshavn følger dermed udviklingen i resten af landet, hvor alle 98 kommuner ifølge pressemeddelelsen fik flere solskinstimer i 2025 end året før.
Flere nordjyske kommuner oplevede dog endnu større fremgang. I både Thisted og Morsø steg antallet af solskinstimer med mere end 400 timer.
Ifølge 1KOMMA5° Danmark er de ekstra solskinstimer også positivt for solcelleejere, fordi det er lyset frem for varmen, der har betydning for produktionen.
Opgørelsen bygger på data, som 1KOMMA5° Danmark har rekvireret fra DMI.