Billede beskrivelse

Letta åbner ny keramikbutik: Her i Sæby skal den ligge

30. marts 2022 kl. 16.00
Opdateret kl. 16.13

SÆBY: Letta Thurah Bilde startede sidste sommer op med fremstilling og salg af keramikkunst fra privaten suppleret med salgsmesser og nethandel.

Nu er salget gået så godt, at der nu er basis for at gå all in. Derfor åbner hun fredag 1. april en stor butik i Algade 46D i Sæby.

Som Agnes Jensen i Matador

Letta er født og opvokset i Sæby og har senere udannet sig som maskinmester. I de seneste par årtier har hun brugt sin uddannelse til at arbejde som ingeniør og leder hos Grundfos i Bjerringbro og Roblon i Frederikshavn og Sæby.

Som Agnes Jensen i Matador har Letta Thurah Bilde altid ønsket af få sit eget og udleve sine kreative sider.

Som yngre lærte Letta keramikfaget hos keramiker Aase Kurtzmann, men fandt dengang ud af, at det kunne blive vanskeligt at leve af at dreje ler.

Som snusfornuftig Sæby-pige valgte Letta at sætte sine kunstnerdrømme på pause for at kaste sig over en længerevarende teknisk uddannelse.

Billede beskrivelse

Der er plads til os alle

Den 49-årige iværksætter glæder sig til at få foden under egen drejeskive.

Den nye forretningskvinde er helt bevidst om, at der i en by af Sæbys størrelse er mange andre, der sælger alle former for kunst og brugskunst fremstillet af keramik og andre udtryksformer som porcelæn, glas, træ, rav, metal og malerkunst, men Letta vurderer at alle de øvrige butikker sammen med hendes komplimenterer hinanden godt.

- Tilsammen har vi i Sæby en bred vifte at tilbyde kunder, der ønsker at udsmykke deres hjem eller virksomhed, siger Letta Thurah Bilde.

- Under forberedelserne med at indrette butikken har jeg fået et fint samarbejde med min nærmeste nabo, der er glaspuster Leni Bille. Vi har aftalt at indrette et fælles hyggehjørne til kunderne mellem de to butikker.

Et ubegrænset udtryksmedie

I bunden af butikslokalet og i et par tilstødende lokaler er der blevet installeret ovn, der kan brænde leret ned ved hjælp af 1.200 grader og en drejeskive. På hylderne står glasurer, raku farver og alt, hvad der hører til et komplet keramikværksted.

Letta designer selv alle sine figurer, som spænder over farverige blomster, spændende kvindefigurer til alt godt fra havet.

- Som materiale er leret et ubegrænset udtryksmedie. Man kan forme leret med de bare hænder og den direkte kontakt med materialet er enormt frisættende for den kunstneriske proces, siger Letta Thurah Bilde.

Billede beskrivelse

Ud over egne værker i keramik kan kunderne købe forskellige slags øl fra fire lokale bryghuse, vin og special gin samt store lækre fåreskind.

Letta har været glad for, at hun i opstartsprocessen har haft mulighed for en lærerig sparring med Birgitte Christensen fra Erhvervshus Nord suppleret med et opstartsprogram for iværksættere, hvor hun har haft revisor og markedsføringseksperter ind over.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste