Laurits blev nr. 11 til VM på vanvittig rute
Cykelrytteren Laurits Thorning Jakobsen fra NBC Frederikshavn er netop vendt hjem fra VM i gravel, der blev afviklet på en meget udfordrende rute i Italien. Det blev til en flot 11.-plads i aldersgruppen 60-64 år.
- Jeg taget til Italien med min gode kammerat, Jacob Birkkjær Nielsen, som soigneur. Efter at have fulgt flere Facebooksider op til løbet, var jeg noget nervøs for de stejle nedkørsler, og i dagene op til løbet var benene heller ikke for gode, så mine forventninger til løbet var ikke store, fortæller Laurits Thorning Jakobsen og fortsætter:
- På race-day føltes benene ok igen. Jeg fik varmet op og placerede mig som sædvanlig bagest i min gruppe. Det var en rimelig let start med 6-7 km asfalt. Herefter ind på noget temmelig dårlig grus med store rullesten. Vi kørte hurtigt ind på 55-59, men da vi ramte bagtroppen af dem, begyndte min dårlige teknik at få indflydelse. Jeg kom længere og længere bagud på de rullende sten.
Fik frygtelig krampe
Efter at have passeret målstregen første gang skulle vi ud på de to sidste loops. Det var her de stejle opkørsler på 20-25% begyndte og det samme med nedkørslerne. Ude på det sidste loop var vi efterhånden blevet adskilt, så jeg anede ikke om jeg lå 15 eller 25. Da vi ramte den første stigning, forsøgte jeg at køre fra min gruppe, men fik frygtelige kramper, så jeg måtte gå op til toppen. Heldigvis var det bjerg kun 4-500 meter. Min gruppe var jo langt væk, da jeg endelig nåede toppen.
Ned ad bjerget fik jeg gang i benene og kørte mit eget tempo, og på det næste bjerg indhentede jeg flere og flere. På det sidste bjerg før mål nåede jeg op til de forreste i den gamle gruppe. Her lå der 5-6 mand fra min egen aldersklasse. Nu blev det rigtig stejlt og med 5-10 km/t lykkedes det mig at sætte alle, inden det gik ned ad den frygteligste nedkørsel jeg nogensinde har kørt. Fuldstændig uacceptabel nedkørsel i et VM - efter min mening. På nedkørslen, så jeg et par stykker, der blev behandlet af ambulancefolk, beretter Laurits Thorning Jakobsen.
Det lykkedes ham at komme helskindet i mål på en meget acceptabel 11.-plads. Dagen efter kørte Laurits og Jacob ud og så, hvordan profferne kørte de vanvittige nedkørsler.