Anders Kjær: Det er fuldstændig fantastisk, og vi vil selvfølgelig fortsætte med at gå efter flere og mere tilfredse kunder i 2021
Mennesker

Landsbank er danskernes fortrukne

15. januar 2021 kl. 11:00

KOMMUNEN: Arbejdernes Landsbank er for 12. år i træk kåret som ”danskernes foretrukne bank” i Voxmeters store, årlige bankundersøgelse, der bygger på svar fra 62.000 danskere, som har besvaret spørgsmål om rådgivning, produkter, services, kundeinformation, ledelse, image og markedsføring.

- Det er fuldstændig fantastisk, og vi vil selvfølgelig fortsætte med at gå efter flere og mere tilfredse kunder i 2021, siger Anders Kjær, souschef i Arbejdernes Landsbank i Frederikshavn.

Ifølge undersøgelsen er det særligt inden for kompetent rådgivning, seriøs behandling, troværdighed og tillid til ledelsen, at de danske bankkunder giver høje karakterer til Arbejdernes Landsbank.

- Vi er meget stolte over de flotte tilbagemeldinger, som giver os stor lyst til at blive ved med at gøre kunderne tilfredse. Det gør vi ved at navigere efter sunde værdier som ansvarlighed, nærvær og enkelthed. Vi rådgiver til kundens bedste - ikke bankens – og det kvitterer kunderne for, siger Anders Kjær.

2020 var et meget anderledes år - også i Arbejdernes Landsbank i Frederikshavn.

Filialen gennemførte markant flere onlinemøder med kunderne pga. de begrænsede muligheder for at mødes ansigt-til-ansigt i filialen.

Banken oplevede også stor kundetilgang og voksede på landsplan med over 14.000 flere privatkunder i 2020.

Kunderne har også gennemført flere bolighandler end de foregående år, og så har de grønne billån været i høj kurs:

- Vi har nogle af markedets billigste boliglån, og vi kan reagere hurtigt, når situationen kræver det. Og så har de ”grønne billån” været voldsomt eftertragtede i år. Jeg vil skyde på, at 4 ud af 10 billån i 2020 har været grønne billån, som har en lavere rente og kan bruges til finansiering af elbiler og plug-in-hybrid biler, fortæller souschefen.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu