Billede beskrivelse

Kom med ind i det nye studie: Magnus og Oliver er vilde med at spille rockmusik fra 70’erne

Heart Beat Studio: Pink Floyd får nyt liv i REWINDs eget studie

23. maj 2021 kl. 08.30

FREDERIKSHAVN: Hvis man var i gågaden til FREDERIKS’s fødselsdag, kunne man ikke undgå at høre de to, talentfulde gutter Magnus og Oliver fra REWIND, da de gav en minikoncert på den nye fællesscene. De har spillet sammen de sidste to år, og de spiller helst rockmusik fra 70’erne som fx Pink Floyd og Led Zeppelin.

For Magnus Karlsson blev det musik der blev den store interesse, da han på grund af en medfødt hjertefejl, ikke er i stand til at dyrke idræt. Han havde forsøgt sig med fodbold, men det var både for hårdt for fysikken, og så syntes han egentlig ikke at sport var sjovt.

- Da jeg ikke kan dyrke idræt på grund af min sygdom, skulle jeg finde noget at gå til og det blev guitar, hvor jeg startede med privatundervisning.

Billede beskrivelse

- Det var lige mig, og jeg fik virkelig lyst til at forbedre mig, blandt andet med kurser på højskoler. Men det var nok først da jeg mødte Oliver, og fik en at spille sammen med at jeg blev rigtig dedikeret, fortæller Magnus.

Oliver Berthelsen som flyttede til Frederikshavn i 2019 fra Grønland, havde i et par år spillet bas på musikskolen i Nuuk.

Han var heller ikke interesseret i sport, men var meget interesseret i musik, og ville gerne fortsætte med at spille i Frederikshavn.

Billede beskrivelse

I Centermusik så han et opslag, hvor Magnus søgte nogen at spille i band med, og så var REWIND født.

- Da jeg fik kontakt til Magnus, bestemte vi os for at jeg skulle spille trommer. Jeg havde næsten ikke spillet trommer før, men vi købte et billigt trommesæt, og jeg er blevet fuldstændig bidt af det.

- Det er fedt at have én at dyrke sin musikinteresse sammen med, og vi er gode til at inspirere hinanden fortæller Oliver.

Magnus var kort inden han mødte Oliver, startet på undervisning hos producer, musiker og komponist Flemming ”FS Orlonn” Sørensen, og her fortsatte de undervisningen, i at spille sammen som band. Flemming er en garvet musiker, som i 70’erne spillede med i blandt andet Magic.

Billede beskrivelse

I 1995 udgav Flemming som FS Orlonn det anmelderroste album ”Books of Beyond”, med egne sange - bl.a. hittet ”If i could be a man”.

I 2012 udgav han selv sit andet album ”Ever since eve”, der er produceret i hans eget studie. I øjeblikket arbejder han på yderligere to studiealbums.

I lydstudiet Lyddokken, arbejder han også med studiearbejde for andre kunstnere, samt undervisning i sang og guitar.

Billede beskrivelse

- Da Magnus først kom her i studiet, ville han gerne videre med sit guitarspil, og vi tog hul på at lære soloer. Han har utrolig nemt ved at lære, og jeg kan huske at han efter en kort juleferie, havde lært sig at spille Comfortably Numb af Pink Floyd.

- Senere kom Oliver til på trommer, og vi tog hul på sammenspillet. Det gik som regel ok i første vers, men så mistede de farten og det gik langsommere og langsommere.

- Oliver fik baslinie og taktklik i ørerne, og det hjalp. Han har udviklet sig helt vildt på trommerne på kort tid, og senest har vi været i gang med at arbejde med deres vokaler fortæller Flemming, som er blevet en slags mentor for drengene.

Billede beskrivelse

Magnus’s forældre, havde i flere år tilbudt hundesvømning i en nyopført bygning ved gården. Interessen for hundesvømning var desværre ikke så stor som ventet, så de valgte i stedet at fjerne bassinet.

Rummet er nu forandret til det flotteste øvelokale, hvor der udover et stort rum med scene og lys samt plads til et lille publikum, også er producerrum, tilhørende køkken med fællesområde samt egne toiletter.

Nu kommer Flemming i stedet til øvetimer i hjemmestudiet, som er døbt Heart Beat Studio, med reference til Magnus’s sygdom.

- Det er så fedt at vi har de her faciliteter, og mulighed for at øve sammen, præcis så meget vi har lyst.

- Flemming kommer og øver med os hver torsdag, og han er heldigvis lige så engageret i vores musik som vi selv er, så det bliver tit nogen meget lange øvedage.

Billede beskrivelse

- Vi lærer helt utroligt meget, og det er vores tanke at vi måske på sigt, kan arrangere kurser eller få flere unge musikere knyttet til studiet – måske også med Flemming som underviser fortæller Magnus.

Hvis du har lyst til at høre REWIND, kan de opleves på Freddys Bar torsdag d. 27. maj, hvor de spiller deres favorit Pink Floyd numre.

Koncerten starter kl. 20.00 og de spiller ca. 1 time og 30 min.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste