Knud Thomsen har netop startet sine to veteranbiler op efter vintersøvnen.
Mennesker

Knud og veteranerne glæder sig til sommerens træf

02. maj 2023 kl. 09:29

Interessen for gamle biler har været der siden ungdommen, men som pensionist har Knud Thomsen i Gærum fået mere tid til at dyrke sin interesse. 

Det handler om at renovere gamle, især engelske biler, så de bliver så tæt på originale som muligt. En stribe Morris’er, en MG og nogle motorcykler har været under Knuds kyndige behandling, men lige nu står der en amerikaner og en tysker i garagen.

Amerikaneren er en Buick Lesabre V8 fra 1960 med 325 hk – en vild bil, og tyskeren er en Mercedes-Benz 300E w124 med 6-cylindret rækkemotor fra 1985. Og så er der Knud. Han er nogle år ældre end Buick’en. Knud er uddannet klejnsmed, men blev sælger hos P. Conradsen, hvor han kørte land og rige rundt for at sælge fiskeriudstyr til landets fiskerflåde.

Motorolien tjekkes, inden den store V8-motor skal startes for første gang i år.

Væddemål afgjorde skæbnen

Knud var glad for sit sælgerjob, men der skulle altså også olie på fingrene. Det kom der i fritiden, når han renoverede engelske biler. At han endte med at køre amerikanerbil, skyldtes et væddemål med en otteårig dreng.

- Jeg havde netop renoveret en Morris Mascot og var kørt til en biludstilling på Voergaard Slot. Det viste sig at være et træf for amerikanerbiler – jeg var den eneste i en lille bil. En otteårig knægt kom hen og sagde, at ”den er godt nok sød”. Og så ville han vædde en sodavand på, at jeg ikke kunne finde ud af at hælde benzin på hans fars bil. Vi indgik væddemålet. Faderen var kørende i en Pontiac, så vidt jeg husker, og efter lang tids søgen efter et benzindæksel måtte jeg give op og købe sodavanden til drengen. Det viste sig, at den ene baglygte var hængslet og bag den var benzinpåfyldningen, fortæller Knud Thomsen og føjer til:

- Drengens far kom til, og det viste sig, at han havde været med til at stifte US Car Club i Hjørring, og at jeg da var velkommen, hvis jeg engang fik en rigtig bil. Nogen tid efter købte jeg en Ford Mustang, som jeg gennemrenoverede. Så blev jeg medlem og er det stadig. Og drengen er blevet voksen og kører selv amerikanerbil. Vi hygger os ofte til sommerens mange træf.

Så forstår man betydningen af udtrykket "Dollargrin".

1,6 mio. km.

Tyskeren i Knuds garage har en helt anden historie. Den er nemlig samme årgang og model med benzinmotor som den dieselbil, som Knud Thomsen kørte i som sælger. Dieselen havde han købt som frikørt taxa med 258.000 km på tælleren. Han kørte den i 19 år og i alt 1.586.000 km uden større reparationer.

- Jeg havde lovet dieselen, at den skulle have champagne, når den rundede 1 mio. km., og flasken lå klar i bagagerummet. Begivenheden indtraf i en rundkørsel i Esbjerg. Jeg stoppede midt i rundkørslen, slog halsen af champagneflasken og oversprøjtede min gode gamle Mercedes, mens jeg gjorde honnør og takkede for lang og tro tjeneste. Det vakte selvfølgelig lidt opsigt midt i rundkørslen, og nogle havde fotograferet det, så pludselig kom bilen og jeg i Jyske Vestkysten og blev berømte.

Buick Lesabre fra 1960 er en vild amerikaner med 325 hk.

Efter de 19 års samarbejde var bilen udtjent og blev skiftet ud. Men jeg savnede Mercedes’en, og da en helt identisk model med benzinmotor kom til salg, kunne jeg ikke andet end slå til. Det var som at komme hjem, siger Knud Thomsen.

På årets første rigtige solskinsdag for nylig blev begge veteranbiler startet op efter vinterens dvale. Om de startede? Selvfølgelig startede de, Knud havde jo selv renoveret motorerne. Nu er de klar til de ugentlige klubtræf samt en række større veterantræf i løbet af sommeren. Knud glæder sig, og det gør amerikaneren og tyskeren vist også.

Knud den lykkelige - bag rattet i sin Buick Lesabre 1960.
Mercedes-Benz 300E W124 fra 1985 har en helt særlig betydning for Knud. Han har kørt 1,5 mio. km i sådan en.
Annonceret indhold

Nyeste