Billede beskrivelse

Klar til kamp for Det Blå Nordjylland

Det maritime brancheudviklingscenter og klyngesekretariat MARCOD har fået ny formand.

03. september 2018 kl. 15.31

FREDERIKSHAVN: Det maritime brancheudviklingscenter og klyngesekretariat MARCOD har fået ny formand.

Kenn Steger-Jensen fra Aalborg Universitet afløser Poul Knudsgaard og ser det som sin fornemste opgave at bevare og udvikle den nordjyske, maritime klynge.

- Den nordjyske maritime klynge udgør en erhvervsmæssig styrkeposition i Det Blå Danmark. Den skal vi kæmpe for at bevare, ikke mindst nu, hvor erhvervsfremmeudspillet fra regeringen kaster MARCOD ud i en afgørende fase med krav om en ny forretningsmodel.

- Dette arbejde skal bestyrelsen fokusere på i den kommende periode, og jeg er sikker på, at MARCOD kommer styrket ud af dette arbejde. Jeg har stor erfaring med klyngeudvikling og samarbejde mellem universitet, erhvervsliv og det offentlige i kraft af min tilknytning til universitetsverdenen og besidder også et stort kendskab til den skandinaviske maritime industri. Senest har vi på Aalborg Universitet etableret et maritimt center, og her indgår MARCOD som en vigtig brik, fastslår Kenn Steger-Jensen.

MARCOD skal styrke vækst og udvikling i Det Blå Nordjylland gennem netværk, innovation og viden. Bestyrelsen repræsenterer hele den maritime værdikæde, som omfatter udstyrs-producenter, værfter, havne, rederier, vidensinstitutioner og serviceindustri.

Kenn Steger-Jensen har en bred maritim baggrund og er i dag professor i produktions- og logistiksystemer på Aalborg Universitet og Universitetet i Sørøst-Norge. Han er desuden medinitiativtager til det nye Maritime Center på Aalborg Universitet.

- Det nye erhvervsfremmeudspil giver MARCOD nye spændende muligheder, og jeg glæder mig til at sammen med bestyrelsen at udvikle en ny forretningsmodel, så MARCOD fortsat kan være en aktiv sparringspartner for de nordjyske maritime virksomheder i hele regionen, siger adm. direktør i MARCOD, Christine Lunde.

Senior Manager Lars Henrik Hejlesen, MAN Energy Solutions, indtræder i bestyrelsen og direktør for Skagen Havn, Willy B. Hansen, fortsætter som næstformand.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste