Kenneth overtog sidste år Skæve Mejeri. Sådan går det i dag
BRØNDEN: Faste kunder er blevet hængende, nye kunder er kommet til, og snart et år efter overtagelsen af Skæve Mejeri oplever Kenneth Christensen stadig opbakning til ostebutikken i den lille landsby mellem Dybvad, Østervrå, Flauenskjold, Jerslev og Hellum.
Efter en begyndelse med stor opmærksomhed og mange besøgende i butikken har hverdagen nu indfundet sig. Og det ser Kenneth Christensen som et godt tegn.
- Nu tror jeg, at vi er ved at ramme det, vi kalder dagligdag. Der er stadig et fornuftig t flow, siger han.
Som i mange andre butikker svinger antallet af kunder fra dag til dag, men samlet set er Kenneth Christensen godt tilfreds med det første år.
Kunder fra hele Vendsyssel
Da Kenneth Christensen overtog Skæve Mejeri, var det en butik med mange år på bagen. Den tidligere ejer havde haft stedet i 29 år, og derfor var der allerede en kundekreds.
Den er der stadig, fortæller Kenneth Christensen.
-Mange af dem er de samme, der kommer, men der bliver også ved med at komme nye folk, siger han.
Ifølge ham kommer kunderne fra det meste af Vendsyssel. Mange er lokale, men der kommer også kunder fra blandt andet Skagen og Aalborg.
Nogle opdager butikken gennem Facebook, mens andre kombinerer besøget med et besøg hos familie i området.
Samtidig bruger Kenneth Christensen Facebook til at fortælle om gode tilbud, nye produkter og historierne bag ostene.
-Jeg forsøger at skabe lidt interesse på den måde, siger han.
Aldrig stået i butik før
Selvom Kenneth Christensen er uddannet mejerist og ved meget om ost, var butikslivet nyt for ham, da han overtog Skæve Mejeri.
-Da jeg købte butikken, havde jeg aldrig stået i butik før. Men jeg er uddannet mejerist, så jeg ved en masse om ost, og på den måde syntes jeg, at jeg var rimelig rustet til at overtage opgaven, siger han.
I butikken er det dog ikke kun den tekniske viden om ost, der er vigtig. Her handler det også om smag, konsistens og om at hjælpe kunderne med at finde den ost, der passer til dem.
-Fordi jeg har den tekniske indsigt, kan de også få en historie bag fremstillingen, som de måske ikke ville få andre steder, siger Kenneth Christensen.
Han oplever, at mange kunder sætter pris på den ekstra viden.
-Der er selvfølgelig nogle, der ikke er så interesserede i det, og så må jeg stoppe med at fortælle. Men der er mange, der synes, det er spændende at få lidt mere historie i det, siger han.
Kan smage før de køber
For Kenneth Christensen er noget af det bedste ved det første år mødet med kunderne.
-Det bedste er, når kunderne kommer ind og får noget god ost med hjem. Når de føler, at de er blevet godt behandlet, har fået en god oplevelse, og jeg har kunnet vejlede dem til at finde det, de gerne vil have, siger han.
I Skæve Mejeri kan kunderne smage på ostene, inden de køber.
Det er ifølge Kenneth Christensen en af grundene til, at mange vælger at køre til butikken.
-Mange har prøvet at købe ost i supermarkedet og er blevet skuffede over det, de får med hjem, fordi de ikke ved, hvad de køber. Her kan de smage på det først, siger han.
Nye ting på hylderne
Grundlæggende har Kenneth Christensen kørt videre med meget af det sortiment, der var i butikken, da han overtog den.
Men han forsøger løbende at udvikle udvalget.
-Jeg prøver hele tiden at finde ud af, hvilke oste kunderne gerne vil have. Hvis jeg kan finde nogle gode tilbud, så fyrer jeg dem af. Det kan folk godt lide, siger han.
Samtidig forsøger han at sørge for, at kunderne ikke møder præcis den samme oplevelse hver gang.
-Jeg søger hele tiden efter noget nyt og spændende, så man stadig kan blive inspireret, selv om man kommer her fast, siger han.
For nylig har han blandt andet været på besøg hos et gårdmejeri, hvor han fik oste med hjem til butikken. Herfra kunne han også dele billeder og fortælle historien bag produkterne.
Vigtigt for den lille by
Kenneth Christensen oplever fortsat stor opbakning fra lokalområdet.
Det mærkede han allerede, da han overtog butikken og holdt reception, hvor mange mennesker lagde vejen forbi.
-Mange af de lokale ved godt, at det er vigtigt for lokalområdet at beholde den smule liv, der er tilbage, siger han.
I Brønden er der ikke mange erhverv tilbage. Ifølge Kenneth Christensen er det i dag autoværkstedet og ostebutikken, der er tilbage.
Derfor betyder opbakningen også noget.
Skæve Mejeri ligger ikke direkte på hovedvejen, og Kenneth Christensen er klar over, at kunderne skal ville turen.
Men det afholder ikke folk fra at komme forbi.
-Den ligger ikke lige på ruten. Men hvis man vil det, kan man godt. Jeg tror, det tager omkring 10 minutter at komme fra motorvejen og ud, siger han.