Kenneth flyttede tilbage: Nu er han stjernemægleren hos Home
Home Sæby blev sidste weekend kåret som året ”Markedsleder 2022” i Sæby og omegn. Med den flotte anerkendelse fulgte et synligt bevis i form af en pokal formet som et ét tal og nøglehul.
Pokalen blev overrakt på Home mæglernes landsmøde, hvor indehaveren af Home Sæby, Henrik Lundgaard Thomsen, sammen med hustruen Charlotte Skræm, var på podiet.
Henrik Thomsen er naturligvis stolt over et højt salgstal og den store opbakning fra såvel købere som sælgere.
Med 83 solgte boliger sidste år, som kunderne gav 9,5 stjerner ud af 10 mulige, var sejren i hus.
- Kæmpe stor tak skal lyde til de bedste medarbejdere der findes. Prisen er beviset på, at vi har et fantastisk team, understreger Henrik Thomsen.
Ny stjernemægler
Èn af de bærende kræfter i Homes dygtige team er 38-årige Kenneth Johansen, der bestemt ikke er kommet sovende til sine resultater.
Udover at være en engageret og seriøs formidler af boliger, har han i sin fritid netop gennemført en treårig mægleruddannelse på UCN i Aalborg og Aarhus, hvor han opnåede et unikt 12-tal i den store afsluttende tværfaglige prøve.
Privat har den nyuddannede ejendomsmægler også haft meget om ørerne. Han er gift med den travle forretningskvinde Katrine Lindgren, der sammen med sin søster Anne Lindgren ejer børnetøjsfirmaet By Lindgren.
Katrine og Kennet har sammen tre børn på henholdsvis 2, 8 og 10 år.
Flyttede tilbage
I forbindelse med Katrines uddannelse valgte de midt i 00-erne at flytte til Aarhus, hvor Kenneth fik job hos herremodeforretningen Kaufmann, medens Katrine studerede og senere startede op med design og salg af børnetøj.
Da deres datter skulle begynde i skolen gik turen tilbage til de hjemlige trygge rammer samtidig med, at hustruen ville engagere sig 100 procent i tøjfirmaet.
Da parret i 2018 valgte at flytte fra Aarhus tilbage til Sæby, gik de straks i gang med at lade opføre ny villa i nordbyen.
Gamle netværk
Da Kaufmann ikke har afdelinger i nærheden af Sæby, stod Kenneth efter flytningen uden arbejde.
Han fik dog hurtigt job som tjener hos Jacobs Fiskerestaurant, som han bestred, indtil Home søgte en boligsælger, hvis profil passede som fod i hose til Kenneth Johansen.
Da Kenneth den 1. april 2019 trådte ind ad døren hos Home, gik han også ind i en, for ham, helt ny branche, men med masser af sælgererfaring og stort socialt engagement i bagagen.
- Takket være mit gamle netværk fra håndbold- og fodboldtiden fik jeg fra start mange henvendelser om salg og køb af boliger.
- Som lokal ejendomsmægler er det vigtigt, at kunderne har tillid til én. Det er ofte deres største investering i ens liv at købe fast ejendom, hvorfor alt skal gå reelt til.
-Ejendomsmæglere lever af tillid og derfor skal vi altid opføre os ordentligt, understreger Kenneth Johansen.
Familiens opbakning
Efter fire år i branchen er Kenneth ikke i tvivl om, at han er kommet på den helt rette hylde.
- Jeg har verdens bedste arbejdsplads og med en pris i ryggen som markedsledende, må vi gøre noget rigtigt, smiler Kenneth.
Den nyudklækkede og ambitiøse ejendomsmægler er helt bevidst om, at han ikke har kunnet passe sit job og samtidig gennemføre en krævende uddannelse med topkarakter, hvis ikke han har haft familiens store opbakning, ikke kun hustruen, der også er på 24/7, men også forældre og svigerforældre, der altid er parate til at træde til.
Når Kenneth i en stille stund eller på løbeturen drømmer om fremtiden, kan han godt se sig selv som partner i mæglervirksomheden.