Kampen om den gyldne fjer
Gymnasiet kaldte fredag til Høvdingebold
FREDERIKSHAVN: Der var virkelig kamp om det gyldne fjer, da Frederikshavn Gymnasium fredag afviklede den ædle kappedyst - Høvdingebold.
Kampen om Den gyldne Fjer samlede alle gymnasiets klasser - og dysten blev skudt i gang ved middagstid af klassernes høvdinge, som kastede sig ud i en massekamp bare for at vise, hvordan fjeren skulle sidde.
Inden havde årets slagssang sat rammen og stemningen, og så var alle klar til at give alt hvad de havde i sig for at sikre sig sejren.
Vinderne sikrer sig som altid retten til at arrangere næste års stævne - og det er - arbejdet til trods - en eftertragtet titel.
Men sådan kommer det nu ikke helt til at gå for vinderen var 3u - og da de jo er dimitteret næste år, så kunne de godt nok lade sig pryde med de gyldne fjer, men til gengæld måtte de overdrage det hædrende arrangements-arbejde til sølvvinderne 2u.
Ud over vindertitlen er der også hæder til den klasse, som kåres for bedste udklædning.
Vinderne her offentliggøres først i løbet af næste uge.
- Det var en super eftermiddag. Alt gik lige efter planen, så vi i idrætsfaggruppen har kun grund til at være tilfredse, siger lektor Birgit Munch.