Kæmpe fest for Bette Bo
To dages jubilæumsfest trak folk af huse
SÆBY: Da Bette Bo holdt sit 30- års jubilæum manglede der ikke noget!
Entreprenør Bo Andersen markerede sit 30 års jubilæum med reception fredag 3. maj med 110 deltagere og dagen efter havde han inviteret til stort åbent hus-arrangement på virksomheden, hvor der hen over fem timer var cirka 400, der lagde vejen forbi.
Ved receptionen holdt borgmester Birgit Hansen tale for BetteBo.
- Du er altid i godt humør og i dag har du fået festtøjet på, hvor normalen er det gule arbejdstøj for du er altid entreprenør, dag, aften og nat sagde Birgit Hansen.
Om lørdagen var det typisk fædre eller bedstefædre, der havde taget ungdommen med for at afprøve maskinparken og få sparket dæk sog få sig en god håndværkersnak.
Nellemanns Haves venner var repræsenteret med en lille bod, hvorfra de præsenterede nogle af deres produkter og fortalte om haven og hvilke fremtidsplaner de har for området.
Formanden Hans Rødsgaard-Mathiesen fortæller, at de har meget at takke BetteBo for.
Han stiller altid op, når de har behov for maskin- og manpower i haven, ligesom de får lov at benytte sig af hans gode leverandører.
- Uden hans store indsats var haven ikke der, hvor vi er nu, sagde Hans Rødsgaard-Mathiesen.
Venneforeningen benyttede lejligheden til at lancere et nyt tiltag, hvor de sælger nogle af æbletræerne og køberen får et skilt med deres navn anført på træet.
På pladsen var der flere helt nye maskiner og redskaber, som Bo netop har erhvervet til virksomheden.
Heriblandt en JCB-gummiged.
Sælgeren, Nikolaj Thomsen fra Brønderslev afdelingen oplyser, at den står til 1,4 millioner kroner.
BetteBo siger, at det har været en uforglemmelig weekend og glæder sig over de mange lykønskninger og den store opbakning til arrangementerne.