Jonas fra Hørby samler ind til børnehus i Kiev
Selv om flere vestlige regeringer vælger at reducere støtten til Ukraine, lader det ikke til, at engagementet falder hos de private humanitære hjælpeorganisationer.
Lokalt har blandt andet Røde Kors Sæby, Foreningen Fair Dog med Grethe Ellebæk Jensen fra Ørtoft i spidsen, samlet penge og materiel ind til Ukraines hårdt prøvede befolkning.
I 2022 startede Hørby-drengen Jonas Holdensen organisationen HURT Denmark, der hjælper ukrainske flygtninge med at komme til Nordjylland og arrangerer deres transport til landsdelen.
Jonas Holdensen fik under sit studieophold i Ungarn i 2005 et par ukrainske venner, som han har opretholdt forbindelsen til.
Efter at flygtningestrømmen fra Ukraine er aftaget, har HURT Denmark engageret sig i et nyt børnehusprojekt i Kyiv.
Måske i generne
Børnehuset skal være med til at sikre, at forældrene kan gå på arbejde eller i krig i forvisning om, at deres børn får en kærlig pleje.
Vennerne, Tasha og Taras kunne kort før jul fortælle, at de ved hjælp af forskellige donationer kunne købe et halvt dobbelthus i Kyiv, der nu skal indrettes til børnehus.
- Måske ligger det i mine gener, at jeg skal gøre noget for børn. Min mor, Tove Holdensen var i 1989 med til at etablere Børnehuset i Hørby, hvor min far Hans Henrik ligeledes gav en hjælpende hånd med som frivillig håndværker, fortæller Jonas.
- Jeg var det første barn, der blev skrevet op i børnehuset - og startede samme år. Børnehuset var med til at sætte gang i den lille by - og var med til at forme mig i min opvækst. Nu er det lykkedes at gøre dem kunsten efter ved at hjælpe med etableringen af et børnehus i Kyiv, siger en stolt søn af familien Holdensen.
Du kan støtte
Børnehuset i Kyiv der kostede, hvad der svarer til 450.000 kroner, skal indeholde vuggestue, børnehave og fritidsordning til 40 børn.
Selv om de fysiske rammer er faldet på plads, mangler der stadig møbler, inventar og legetøj til børnehuset i Kyiv, som vi håber gode mennesker vil hjælpe os med. Små som store beløb modtages med tak, slutter Jonas Holdensen.
Donationer kan overføres til Mobile Pay 81558 - skriv "projekt 6169" + dit cpr-nummer i beskedfeltet, hvis du ønsker skattefradrag.
Skriv også gerne dit mobilnummer i feltet. Modtagernavnet er Missionsfonden af 4/5 1964 - som sørger for skattefradrag - og overførsel til Ukraine-indsatsen.