Jon er lokalt forankret sæbynit, men med et udadvendt mindset

SÆBY: Jon Andersen er født og opvokset i Sæby, men har dog haft afstikkere udenfor byskiltet, hvor han har ladet sig inspirere og taget de gode ideer med hjem, for som han siger, så kan vi ikke leve af at klippe hinanden, vi skal have et bredere udsyn. Og netop derfor er Jon sat stævne på sit yndlingssted i Sæby, hvor visionerne og tankerne kan flyve frit og ubesværet.

- Over middagsbordet spurgte jeg min familie til råds i forhold til at udvælge det rigtige hotspot i Sæby, hvortil de svarede, at min yndlingssted selvfølgelig var sofaen, siger han.

Dér ønskede Jon dog ikke at invitere indenfor, så denne solrige dag bliver mødestedet ved Porten til Sæbygaard Skov – på den lille nedadgående sti fra Vestergade ned mod åen. Herfra har Jon en anekdote, han er nemlig en ivrig mountainbiker og kører sammen med andre, hvor de skiftes til at prøve hinandens skovspor, og en dag var det Jons tur til at fremvise de gode stier i sin by.

Kammeraterne mødtes hjemme ved Jon, og de var ikke begejstrede for at skulle køre asfaltkørsel, men da de opdagede, hvor hurtigt de kunne komme i skoven fra midtbyen, blev det en helt anden sag.

- Jeg tror ikke, at det er alle, der egentlig ved, at denne lille nedstigning faktisk er porten til Sæbygaard Skov, og det er ikke mange steder, at man kan gå direkte fra byen ned i skoven, så det synes jeg er kendetegnende for Sæby, at der er kort afstand fra by til natur, siger Jon Andersen.

Jon Andersen får stillet det eksistentialistiske spørgsmål: ”Hvem er du, hvis du ikke må præsentere dig med afsæt i familie og beskæftigelse?”

Jon Andersen ved Porten til Sæbygaard Skov Foto: Nana Hyllested

Det tygger han lidt på, men tager straks bladet fra munden og definerer sit ”jeg” som et udpræget foreningsmenneske.

- Der er ikke noget, der gør mig mere glad, end hvis man står over for et menneske, som har hidset sig selv op til, at det her kan jeg ikke og så hjælpe vedkommende til at lykkes med små skridt. Der vil jeg sige, at jeg er på nippet til at blive begejstret, udtaler Jon med sin sigende underspillethed.

Jon har flere eksempler fra Atletikklubben SIK80, hvor han har trådt sine barnesko, og hvor han nu er træner, hvor han har mødt unge mennesker, som var blevet sorteret fra i andre sportsgrene, fordi de ikke passede ind, men i SIK80 blev de hjulpet til at få nogle succeser og få en oplevelse af, at de godt kunne noget.

- Hvis ikke de var blevet inkluderet i nogle rammer, hvor nogle havde troet på dem, så var de nok kommet ud i noget andet, siger Jon Andersen, som brænder for at støtte de unge mennesker til at opnå deres mål og udleve deres potentiale.

Jon Andersen har et værdisæt, der er meget stærkt forankret i troen på, at dem der kan selv, skal have lov.

- Man må ikke gå i vejen for hinandens ideer, men samtidig har vi en pligt til at holde hånden under dem, som ikke selv kan, siger Jon Andersen.

Det med at være noget for andre eller varetage andres interesser er heller ikke et nyt påfund for Jon Andersen, da han allerede i sine ungdomsår var elevrådsformand for 10. klasse og efterfølgende elevrådsrepræsentant på teknisk skole.

Siden hen har han bygget på med at engagere sig i forskellige foretagender til fordel for byen, udvikling, unge og sport, herunder som næstformand i Dansk Atletikforbund, SIK80, 24timervedhavet, Løb4sagen, netværket Rundt om Sæby og Kattegats Erhvervsnetværk.

- Jeg tror på, at ligegyldigt hvad for en situation man står i, så har alle mennesker en positiv rolle at spille, siger han.

Et produkt af to pædagoger

Med et skævt smil fortæller Jon, at han står på et solidt fundament baseret på en professionel opdragelse, nu hvor begge hans forældre var og er pædagoger, og der skulle eftersigende også have været et væddemål mellem hans mors og fars venner om, at han nok selv blev pædagog, men det lå ikke i kortene, for selvom Jon har taget flere forskellige uddannelser, så er pædagog ikke en af dem.

Med et glimt i øjet fortæller Jon, at hans studievejleders vurdering var, at han nok ikke var så boglig anlagt, men mere praktisk begavet, og derfor har han taget forskellige veje, for at nå dertil, hvor han er i dag.

- Jeg har altid sagt ja til de muligheder, der har budt sig, og der er ikke noget af det, jeg har været omkring, som jeg fortryder, for det har alt sammen givet mening på det pågældende tidspunkt, siger han.

Derfor tæller Jons CV også adskillige uddannelser fra maskinarbejder til merkonom, civilingeniør til MBA i virksomhedsledelse og bestyrelsesarbejde.

Det, der driver Jon, er at arbejde sammen med andre mennesker om at løse udfordringer.

- Jeg er af den overbevisning, at man skal få det bedste ud af det man har og ikke spare på noget, mener Jon Andersen.

Derfor har han også meldt sit kandidatur til borgmesterposten i Frederikshavn kommune.

- Jeg har et overskud, og så mener jeg faktisk, man har en pligt til at tage opgaven på sig. Jeg mener ikke, at vi er lykkedes med at gøre omverdenen opmærksomhed på det her sted, og det tror jeg min profil kan være med til, siger Jon Andersen.

Jon foretrækker gennemsigtighed, han er ikke god til at folk sminker ting, man skal kunne tale om tingene som de er, og som han udtrykker det, så er der en hårfin grænse mellem at have is i maven og have jord i hovedet.

- Vi skal selvfølgelig interessere os for, hvad der er sket før i tiden, men det er det, der sker i fremtiden, som skal definere og styre, og vi skal kunne samarbejde, og det starter med erkendelsen af, at der er lige så langt fra mig hen til dig, som fra dig hen til mig, siger han.

Mange vil kende Jon som en rolig type, men man skal ikke forveksle roen med ligegyldighed.

- Nogle kan læse min personlighed som laissez faire, men det er langt fra sandheden. Når jeg er stille, er det ikke fordi jeg er ligeglad, så kan det være fordi jeg ikke har en holdning, eller fordi jeg vil give rum til andre skal have lov til at tale. Jeg har en iboende overbevisning om, at vi skal huske at anerkende hinanden for det, vi bidrager med hver især, siger Jon Andersen.

Det at bevare roen er en udviklet kompetence, som har vist sig at have gavnlig effekt, for når stormen raser kalder det ikke nødvendigvis på hurtige beslutninger. Nogle gange er den bedste måde at afværge skader at trække tempoet ud af situationen.

Og nogle gange går det stærkt, det må det nødvendigvis gøre, når man kaster sig ud i så mange forskellige projekter, som Jon gør. Til det har han et tip – struktur – derfor får Jon heller aldrig Dy’va-hår, for hans frisørtider er planlagt til en gang ind i januar.

Men spøg til side, så er det, der ligger Jon på sinde at bidrage til lokalsamfundet, og hvordan får man det til at gå op med en politikertilværelse?

- Noget vil forandre sig, men jeg tror på, at meget af det skal forblive. Når man sidder som folkevalgt, har man stadig en pligt til at være ude og se og høre, hvad der rør sig ved borgerne, og til at blive ved med at virke og bidrage i foreningslivet. Der er selvfølgelig nogle steder, hvor der kan sås tvivl om habilitet, hvor man kan komme i tvivl om, hvis interesser der varetages, men jeg kan ikke se, at der skulle være noget i vejen for, at jeg sidder i døren til Sjov Fredag, ser nogle unge mennesker udfolde sig i sport, eller bidrager med at få ting til at ske med 24timervedhavet.