Jens Jørgen Calundan fylder 70 og er stadig i topform som erhvervsmægler
De fleste kender ham som ejendomsmægler. Mange kender ham også som engageret medlem af Rotary Frederikshavn eller som formand for Bankrådet i Spar Nord Bank. Og så er vi en flok gråhårede, der kan huske, da Jens Jørgen Calundan spillede på FfI’s divisionshold i fodbold. Måske er der også nogle, der kan huske hans optræden på TV i programmet Hammerslag hos Frode Munksgaard – slagfærdig og altid god for en frisk bemærkning.
Jens Jørgen Calundan har været ejendomsmægler siden 1977 og kan således, når han fylder 70 år den 3. november, se tilbage på 46 års virke i Frederikshavn og resten af Vendsyssel. Gennem årene har han haft ejendomsmæglerforretninger i Frederikshavn, Hjørring, Lønstrup og Skagen. Lønstrup er lukket igen, men de tre andre butikker er i fuld drift.
Sprang ud i det
Ved siden af bolighandelen har Jens Jørgen Calundan oparbejdet en succesfuld forretning som erhvervsmægler, hvor han har haft og stadig har en betydelig aktie i Frederikshavns erhvervsudvikling.
Det var noget af et spring, den 24-årige Calundan tog i 1977, da han forlod et godt job i kommunens skatteforvaltning til fordel for en usikker tilværelse som selvstændig ejendomsmægler sammen med sin hustru, Margit, der forlod et lige så godt og sikkert job i banken. De startede virksomheden hjemme i privaten i Ravnshøj, men åbnede kontor i Frederikshavn tre år senere.
Forretningen udviklede sig positivt. Margit og Jens Jørgen Calundan var med i et par forskellige kæde-samarbejder, men havde det alligevel bedst med at være fri og uafhængige mæglere.
Jens Jørgen Calundan begyndte at formidle erhvervsejendomme i 1989 og fandt ud af, at det var han rigtig god til. Calundan Erhverv blev en vigtig del af forretningen.
- At være ejendomsmægler og i særdeleshed erhvervsmægler handler i høj grad om netværk og om at være synlig. Derfor har jeg altid plejet mine netværk omhyggeligt og har stillet op til de tillidshverv, der bød sig, hvad enten det var bankrådet, bestyrelsen i golfklubben eller støtteforeningen for sygehuset. Et af de netværk, der har betydet mest for mig, er Rotary Frederikshavn, hvor jeg har været medlem i mere end 35 år. Jeg har virkelig nydt de ugentlige møder og de mange gode kontakter – og venskaber – der fulgte med, siger Jens Jørgen Calundan.
Netværkene og forbindelserne rækker langt ud over kommunegrænsen. Det er nødvendigt, når der skal tiltrækkes nye virksomheder til tomme lokaler. Jens Jørgen Calundan har regelmæssigt taget turen til København for at få taletid i koncernhovedkvarterer, styrelser og ministerier. Ingen i hovedstaden kan derfor være i tvivl om, hvilke fantastiske lokaler og byggegrunde, der findes i Frederikshavn og hvor billig huslejen er sammenlignet med de større byer. Det har da også givet pote flere gange, fx da Skat overtog det gamle posthus, lige som det er lykkedes at tiltrække flere store butikskæder til ledige lokaler i gågaden.
Stor familie
Margit og Jens Jørgen Calundan har midt i den travle hverdag også sørget for at føre slægten videre. Det er blevet til 3 børn, hvoraf de to deltager i virksomheden, samt otte børnebørn og to oldebørn.
Selv om Jens Jørgen Calundan nu fylder 70 år, har han ikke tænkt sig at stoppe som ejendomsmægler. For han synes stadig det er sjovt at gå på arbejde. Han har gjort Gunnar Nu Hansens ord til sine:
Vi holder ikke op med at lege, fordi vi bliver gamle – vi bliver gamle, fordi vi holder op med at lege.
Og Calundan har tænkt sig at lege længe endnu.