Billede beskrivelse

JazzDanmark får Sæbynit som ny kommunikationsansvarlig

Nyoprettet stilling hos JazzDanmark: Tiltrædes af en erfaren kommunikatør fra det danske kulturliv, Søren Gaden, der er opvokset i Sæby

05. august 2021 kl. 17.15

Søren Gaden har arbejdet som presse- og kommunikationsansvarlig i det danske kulturliv i mere end tyve år.

Han har lavet PR og kommunikation for en række store pladeselskaber, flere teatre, forlag, TV-stationer, stand up-komikere og filmselskaber mm.

Gennem en årrække var han direktør i sit eget PR-bureau, og har de seneste syv år været presseansvarlig hos Gyldendal. Han har været med til at skabe fortællingerne omkring en række store navne fra den danske kultur- og medieverden.

Nu gælder det JazzDanmark.

- Det er en gave at få lov til at træde ind i en organisation, der er så vital og har så mange gode historier at fortælle som JazzDanmark, der sætter det ene fantastiske projekt efter det andet i søen med fokus på dansk jazz i både ind- og udland. Mange af tiltagene rækker langt ud over genren jazz, når de f.eks. handler om at få børn til at spille mere musik, kortlægge og forklare den skævvredne kønssammensætning i dansk musikliv eller at genstarte dansk musik efter corona, siger Søren Gaden:

Han glæder mig til at skabe en større samlende fortælling ud af de mange projekter og være med til at løfte og opgradere kommunikationen af alt det gode, JazzDanmark gør for den danske jazzscene.

- Den bruser og bobler af diversitet, virketrang, kreative nybrud, udlandseventyr og god musik. Ikke bare det danske jazzmiljø, men det danske kulturliv som et hele, nyder godt af den puls og det liv, jazzen tilfører, og midt i det står JazzDanmark, hvis omfattende virke jeg i høj grad ser frem til at være med til at positionere, siger Søren Gaden.

Leder af JazzDanmark, Eva Frost, glæder sig til at byde velkommen til en stærk profil og til at løfte kommunikationen af jazzen til gavn for det danske musikliv i både ind- og udland:

- Det er en vigtig del af JazzDanmarks virke at kommunikere det, vi gør, og vi har længe været tilstede på en række platforme, hvor omverdenen har kunnet følge med.

- JazzDanmark er samtidig vokset betragteligt gennem de seneste år, og jo flere tiltag vi søsætter, jo sværere er det at bevare overblikket og sikre, at kommunikation følger trop.

- Med ansættelsen af Søren giver vi kommunikationen et løft, så vi fremover kan arbejde endnu mere strategisk med jazzens fortællinger til gavn for hele det danske musikliv. Det er en stor glæde, at vi efter et åbent ansættelsesforløb har fundet en så erfaren medarbejder, der kender musikbranchen ind og ud og har et netværk, der forgrener sig ud i det øvrige kulturliv.

Søren Gaden er specialist i PR og kommunikationsstrategi indenfor kulturlivet.

Han har arbejdet som projektleder og presseansvarlig hos pladeselskaberne Sony Music og EMI Music, hos TV 2 Danmark og på Gyldendal og har i en årrække været direktør i eget kommunikationsbureau.

Han har blandt meget andet arbejdet med presse og kommunikation for Universal Music, Bellevue Teatret, Nordisk Film, Dansk Artistforbund og Teater Nordkraft, de første udgaver af festivalerne Northside og Heartland, for nogle af TV 2 Danmarks større kanal- og programsatsninger, flere af Mick Øgendahls one man-shows, Kasper Eistrups og Lars H.U.G.’s billedkunst, Record Store Day og har været involveret i en lang række danske musikeres karrierer.

Søren Gaden er født og opvokset i Sæby, hvor han i firserne og første halvdel af halvfemserne var aktiv i Sæbyscenen, uddannede sig som organist ved den lokale afdeling af Vestervig Kirkemusikskole og modtog undervisning i Sæby Musikskole.

I sine teenageår spillede Søren i en række lokale bands og var med til at arrangere koncerter i Sæby og Frederikshavn.

Han var også i en årrække fast pianist for Frederikshavns pigekor, Kammerpigerne, og medvirkede i Nordjysk Festival Ensembles opsætninger af “Joseph”, “Pippin” og “Atlantis” i Colosseum i Frederihavn.

Han blev sproglig student fra Frederikshavn Gymnasium i 1994.

De kreative erfaringer fra musik og teater i og omkring Sæby og Frederikshavn var grundlaget for, at han som 19-årig blev ansat som studievært på DR 1 på ungdomsprogrammet Zig Zag, som i en lang årrække var det eneste bud på et dansk TV-program målrettet unge.

Siden studerede han musikvidenskab på Aarhus Universitet og forenede efterfølgende den journalistiske erfaring med sin store viden om og interesse for musik, da han blev pressemedarbejder på pladeselskabet Sony Music - det første i en række af ansættelser i den øverste del af dansk kulturliv.

Søren er på besøg i Sæby flere gange om året, hvor hans forældre stadig bor i selv samme hus, han voksede op i. Næste gang han kommer, bliver det med friske anekdoter fra det danske jazzmiljø under armen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste